Plader

Howling Bells: Radio Wars

Skrevet af Signe Palsøe

Så er der sukker til hjernen. Howling Bells leverer tomme kalorier, der nok skal holde gang i forbrændingen, men særlig interessant kost bliver det aldrig.

Der er noget umiskendeligt australsk ved Howling Bells. Kontinentet i verdens hjørne anses gerne for at være en kende mere tilbagelænet end resten af den vestlige verden, og netop genrer som den glade solskinsindie eller den letbenede, alternative rock virker da også som de mange flagrende surferes foretrukne soundtrack til det lette liv på stranden.

Howling Bells placerer sig således blandt den pæne samling australske kunstnere, der producerer fængende indie, der ikke kræver den store tankevirksomhed at fordøje. Tilværelsen som overfladisk glad i låget-indie kan sådan set være ædel nok, men i Howling Bells’ andet udspils tilfælde kommer det overfladiske oftest til at være lig det stærkt producerede og lidet interessante.

Radio Wars er den noget paradoksale titel på dette andet udspil, der netop lyder som noget, der er så poleret, at dens indslag meget vel kunne få deres gang på radiostationernes sendeflade. Ret skal være ret: De fleste numre på Radio Wars har da også visse hitkvaliteter, men efter et par gennemlytninger lyder de netop som et af de indslag, der får en til at skifte station. Åbneren “Treasure Hunt” præsenterer ganske vist en række karakteristika, der får lytteren til at spidse ører, og som fremstår som nøgleelementer i Howling Bells’ lyd pladen igennem: voldsomt slagtøj, store synth-armbevægelser og Juanitas Steins spændende vokal, der er et stort aktiv for gruppen. Desværre fornemmer man, at hendes vokal på intet tidspunkt udfordres, og at den således potentielt kunne frembringe noget endnu mere interessant og tilføje en smule kant til pænheden. For det er vældig pænt. Nummeret fremstår både energisk og fængende, men ender alligevel med at måtte arkiveres under ’hurtigt glemt’.

Singleudspillet “Cities Burning Down” fortsætter i samme rille, men har held til at skrue nok variation og iørefaldenhed sammen til at blive mere langtidsholdbar end det foregående nummer. Således virker det her nemmere at se igennem fingre med den noget ubehjælpsomme tekstside, der dog bliver decideret generende andre steder på albummet. Mest udtalt er denne tendens i “Let’s Be Kids Again”, der med omdrejningspunktet »Let’s be kids again / life was so simple then« i en monoton omgang sødsuppe ender med at være direkte enerverende.

Men det er egentlig et af de eneste steder, hvor der virkelig opstår problemer for bandet, for som tommelfingerregel er deres musik fin nok. Den kan snildt agere baggrundsstøj til de australske surferes strandture, og den kan sikkert også holde gang i et dansegulv. Der er bare ikke nogen af de tilstedeværende, der vil bide mærke i, hvad det er for noget musik, deres udskejelser foregår til. Det, der albummet igennem hovedsageligt higes efter, er, at Howling Bells viser en smule tænder. Produktionen kunne med fordel skæres ned for at give bandet en mere garagelignende lyd, og en mere flyvsk vokal eller en højere grad af eksperimenteren med de bærende elementer af synth og rytme ville ligeledes være et velvalgt skridt at tage. For Howling Bells forstår sig egentlig på at skrue fine melodier sammen, men de forstår sig så langtfra på at puste det fornødne liv i dem.

★★★☆☆☆

Leave a Reply