Elektronisk kultivering i Danmarks nordlige hjørne
Skulle du være interesseret i elektronisk musik, befinde dig i Frederikshavn fredag den 3. april og oven i købet ikke have nogen planer for aftenen, så er det værd at svinge forbi Atrap Festival, der i Maskinhallen – i byens centrum – præsenterer en række af Danmarks mest aktuelle kunstnere på den elektroniske scene.
For lige i underkanten af 100 kr. bydes der på alt fra lytte-electronica til fest-mash-up i
allerhøjeste og mest eksplosive gear. Programmet, der løber fra kl. 20-03, byder bl.a. på Bjørn Svin, Tone og modtagerne af Politikens/iByen-prisen “Årets Håb”, Albertslund Terrorkorps, der skulle være færdige med at udføre de hypnoseeksperimenter, der forhindrede dem i at komme til selve prisoverrækkelsen.
Festivalen arrangeres af det regionale spillested Det Musiske Hus, Ungdomsnetværket i Frederikshavn og idéboosterkollektivet Gratis Luft. Det er arrangørernes vision at skabe en årlig elektronisk festival, der appellerer til hele Danmarks nordlige hjørne. Derfor er der indsat en festivalbus fra Aalborg og Hjørring, som vil køre publikummer, der investerer i en festival/bus-billet, til festivalen og sikkert hjem igen.
Så vil du kultiveres udi den elektroniske genre, og skulle du befinde dig på Frederikshavns kanter den 3. april, er det oplagt at tilbringe aftenen og natten i Frederikshavns maskinhal.