Skotske Camera Obscuras kendetegn er ganske vist deres bittersøde indiepop med tekster om hjertesorger, men på det nye album erklærer de, at det nu skal være slut. »This maudlin career has come to an end / I don’t want to be sad again,« lyder det i hvert fald fra gruppens sanger og sangskriver, Tracyanne Campbell, i titelnummeret. Slut med det rørstrømske og tåreperserne. Men i samme sekund, som denne erklæring kommer over Tracyannes læber, modsiges den af musikken – for ’the maudlin career’ lever i bedste velgående – og nummeret lyder præcis som det Camera Obscura, vi kender – virkelig bittersødt og med Phil Spector-lyd samt en skøn melodi. Hvis Campbells bedrøvelse lyder sådan her, så behøver hun for musikkens skyld aldrig at blive glad!
Siden sidste album, Let’s Get Out of This Country fra 2006, er der sket et par ændringer hos skotterne. Trommeslager og trompetist Nigel Baillie har forladt Camera Obscura og har reduceret bandet til en kvintet. Derudover har bandet skiftet pladeselskab fra det mindre, spanske Elephant Records til det britiske pladeselskab 4AD, der med navne som Blonde Redhead, TV on the Radio og M. Ward kan kaldes noget af en indie-mastodont. Trods disse skift har Camera Obscura stort set ikke ændret deres lyd og gudskelov for det. Den svenske producer Jari Haapalainen (Peter, Bjorn & John, The Concretes, Ed Harcourt), som også producerede Let’s Get Out of This Country, har en del af ansvaret for, at bandets lyd er bevaret.
I en tid, hvor ’nyt’ synes at været et af de fineste adjektiver, man kan hæfte på et band, kan det næsten være farligt for et band at bevare den lyd, de har. Men når man har fundet ud af, præcis hvad det er, man er god til, hvorfor så gøre noget helt andet?! På den måde er Camera Obscuras fjerde album ikke meget anderledes end det sidste, og det er helt og aldeles positivt – for den lyd, bandet har fundet et sted mellem indie-, twee- og 60’er-pop, passer perfekt til dem og ikke mindst til Campbells sangskrivning og altid søde og småtriste stemme.
Campbells sangskrivning er netop det, som hele Camera Obscuras univers drejer sig om. Bandet inkarnerer i den grad det bittersøde, og dét ikke mindst gennem teksterne. Hele tiden handler det om kærlighed på godt og ondt og især på melankolsk. Campbell synger om at forsøge at blive forelsket, at blive forelsket og at blive forladt. Selvom hun i “My Maudlin Career” håbede på aldrig at blive trist igen, blev hun det nu alligevel på dette album. Til trods for de mange momenter af kærlighed er vi allerede på åbneren og den første officielle single, “French Navy”, hele turen igennem – fra mødet på biblioteket, til forelskelsen og til bruddet.
Campbell er bevidst om, at kærligheden og sorgen hele tiden er to sider af samme sag, og at den anden side altid er til stede. Inkluderet i forelskelsen er altid faren for ensomhed, og i ensomheden er muligheden for ny kærlighed. Sunget i Campbells naive, triste tone kan det virke som en evig teenagetristesse af mislykkede forelskelser, men samtidig er denne simple sandhed så dyb, at den er eviggyldig. Campbell forstår virkelig at skrive tekster, der fortæller små historier med ærlighed og selvironi, som var de taget ud af dagbogen. Og det er ganske afvæbnende, når hun i “You Told a Lie” kan synge: »Whoever said that love conquers all? / he was a fool, ’cause it doesn’t at all« og således – med en lille melodi, sin forkølede stemme og skotske accent – lynhurtigt kan aflive en af kærlighedens allerstørste og mest sejlivede klichéer.
Det bittersøde er matchet perfekt i Camera Obscuras lydbillede. Med den rette dosis af kor, saxofoner og en hel del violiner skaber bandet en iørefaldende helhed. På de rette tidspunkter leverer trommerne den rette runde, nærmest hule lyd, der sender tankerne tilbage til Phil Spectors wall of sound. Her har den førnævnte producer, Jari Haapalainen, vist haft en finger med i spillet for at skabe denne velafrundede lyd, der heller ikke lyder for nostalgisk.
Sammenlignet med bandets forrige album, Let’s Get Out of This Country, er der her flere numre, der er stille og tristklingende. Der er hits, der har svingende melodier og trods teksterne kan sætte gang i glæden: “French Navy”, “My Maudlin Career” og afslutningsnummeret “Honey in the Sun”, hvor den får hele armen med saxofoner og god stemning. Desværre kan disse stadig ikke helt hamle op med de ovenud iørefaldende numre fra sidste album, som “œIf Looks Could Kill” eller “œLloyd, I’m Ready to Be Heartbroken”. Der er nu stadig grund til at rose Camera Obscuras musikalske univers og Tracyanne Campbells sang og tekster. De gør det, de gør, rigtig godt. Og forhåbentlig vil ’this maudlin career’ vare ved lang tid endnu.
