Tredje gang er lykkens gang, siges det, men det er desværre ikke altid, at ordsprog, mundheld og dets lige går op i en højere enhed. Det vender jeg tilbage til.
Københavnske Viva Vertigo, der debuterede i 2004 med det Sune Rose Wagner-producerede album Viva Viva og ligeledes smed efterfølgeren Vulcan Gas Company på gaden i 2007, rumsterer nu med tredje skud i bøssen; Vicious Echo.
Frontmand er stadig Simon Beck, og med sig har han samlet de trofaste tropper og er gået all-in på intensitet, nerve og ikke mindst attitude. Tidligere gæsters fingeraftryk har også vandret på denne skive i form af Sune Rose Wagners vokal og guitarspil samt både Mick Grondahl og Lise Cabbles vokaler, og det er de sluppet temmelig godt fra.
Temaet på pladen er enkelt. Skyggesiderne af livets hårde og til tider underfundige perioder og situationer, observationer af metropolens (her København og New York) outsidere og godtfolk, begivenhedsrigt ridt gennem nattens og mørkets kreative timer. Alt sammen godt lakket til i en indpakning af sort-humoristisk, nærmest ironisk distancering og tight attitude.
Teksterne i Becks univers kredser om personlige erfaringer, oplevelser og begivenheder fra dagenes ræs i henholdsvis New York og København og byder på alt fra dødsfald, Gus Hansens gamblervenner, kidnapning, familiefejder og såmænd også et smut til Sverige. Alt sammen er det autobiografiske studier udi menneskelige forhold og indbyrdes krakelering, tilsat americana, 50-60’er-garagerock, og med lyden fra en svunden highway surf-style med blæst, olie, røg, dæklugt og hvinende sandstemmer i mørke chassiser krænger Simon Beck køligt anekdoterne ud.
Problemet er bare, at der går en rum tid, før teksterne påberåber sig deres del af kagen. For mit vedkommende måtte jeg først bearbejde den slående lighed med The Raveonettes på lydsiden. En detalje der for så vidt giver fin mening, da Sune Wagner er inde over store dele af produktionen og har sat sit mærke, sit islæt, om man vil. Det er ærgerligt, men også forståeligt. Problemet er bare, at det er set og hørt før. Der skal tilføjes noget væsentligt skelsættende, før det giver udslag på innovationsparametret i mit hoved. Ved første gennemlytning sagde min kæreste, at det lød lidt som DM i Rock, mens jeg selv stod og rodede med associationer til Strawberry Slaugtherhouse mixet med Melanies Breast og leveret med Tremolo Beer Guts forstærkerindstillinger. Den der midt-90’er-tendens, der ikke rigtig prøver nok at komme videre. Som om attituden overtager, og der lempes lidt på andre områder, hvor der kunne sættes talstærkt ind og gøres et kup.
Det er helt tydeligt, at pladens styling er attitude og fashionbaseret ud fra en semitidstypisk tendens, pakket ind i americana-lyd, roadmovie og rebel without a cause, hvilket jeg synes er ærgerligt, for pladen indeholder faktisk høj kvalitet, hvis attituden og de musikalske mellemregninger lægges lidt på hylden, og der gives plads til noget dybere. Jeg kan i hvert fald tælle op til fire store flueben ud af de tretten skæringer (hvis man lige ser bort fra introen, som er dialogbaseret og derfor ikke tæller). Det er da en tredjedel. Vi snakker sange som “Killing Heart”, “Wild Flames Of Love” (med Sune Wagner), “Chandra Lee” og “Slinky Pretty Song”.
Fællesnævneren for dem alle er, at de er stille afsøgninger – det dæmpede og nedtonede udtryk. Dér, hvor drengerøvsgas og gimmicks er sparet, og pladsen bliver givet til et meget mere modent og gennemført, næsten rørende touch. Det er alle numre, jeg kan forholde mig til. Fair nok, nogle af de stille skæringer giver også anledning til fri association til Psyched Up Janis’ fantastiske plade Hi-Fi Low Life, men det skal man slet ikke være ked af. Det er i orden. Det side klæder Viva Vertigo godt, og det er den vej, jeg meget gerne så Beck tage tropperne og gennemføre en skive på præmisser af den karakter, for som jeg nævnte i starten, så er Vicious Echo ikke dét, der, for mig velsagtens, forstås ved, at tredje gang er lykkens gang. Der skal mere til.
I pressematerialet blev det nævnt, at teksternes kredsen om skyggesiderne af livet beskrives nærmest sort-humoristisk i stil med Dan Turéll og Charles Bukowski. Begge har uden tvivl produceret fantastiske skriverier, og jeg sidder og overvejer, om alle de antropologiske outsider-studier, de begivenhedsrige udflugter, anekdoterne og vanvidsepisoderne, som Simon Beck har haft inde på livet, mon ville have gjort sig allerbedst i bogform? Måske ville formen kunne komme tekstuniverset helt til sin ret, hvis man skar helt ind til benet og fjernede alt den overflødige attitude og de mange gimmicks, der desværre trækker nerven ud af kødet. Ny emballage ser jeg forhåbnings- og forventningsfuldt frem til.
