Hvis du nogensinde har været barn, er du med stor sandsynlighed blevet præsenteret for et af de vigtigste værker i skolefritidsordningernes højtlæsningskanon ved en hel del lejligheder. Selv må jeg have gennemført “Brødrene Løvehjerte” de første 10 gange, og selvom historien i grunden ikke er videre børnevenlig og omhandler både undertrykkelse, ondskab, sygdom og død, fremstår den alligevel som en milepæl i Astrid Lindgrens ellers temmelig omfattende bibliografi. Og det skyldes nok især nødvendigheden af at inddrage mindst lige så smukke, nærmest overnaturligt vidunderlige modpoler til at overskygge elendigheden: En søskendekærlighed så stærk, at den er værd at ofre livet for, og så rejsen til det fantastiske Nangijala, der, som du nok kan huske, er landet på den anden side af stjernerne, hvor det endnu er lejrbålene og sagaernes tid, og hvor du kan opleve eventyr fra morgen til aften, og også om natten.
Nangijala er netop titlen på den ep, Jeniferever tidligere på året udgav som forløber til deres tredje album, Spring Tides. Nummeret “Nangijala” har nu også fundet sin vej til albummet og bærer altså hovedansvaret for denne associativt udløste ‘gåen i barndom’. Og så alligevel ikke. Ganske vist var sammenligningen aldrig faldet mig ind, hvis ikke nummeret havde været betitlet efter Lindgrens efterdødsrige, men nu parallellen er trukket, synes den helt igennem oplagt, for Spring Tides fremmaner mange af de samme stemninger, som netop fortællingen om de to brødre.
“Nangijala” er da også en episk rejse på små 10 minutter gennem kønne guitarakkorder, indtagende sang, shoegazede keyboardflader og postrocket storhed, men den står hverken alene eller som et højdepunkt på den hele 64 minutter lange udgivelse. Jeniferevers forrige plade, Choose a Bright Morning, kom til verden for tre år siden, og det lader til, at bandet har brugt den lange pause på at indfange kønne øjeblikke og punktligt lægge dem til side, til der en dag ville være nok til at forme noget så underskønt og indtagende, at det kunne modsvare den sindstilstand, som albummet nu synes at emme af. Naturen – den uforfalskede, uspolerede, svenske højlandsskov, vel at mærke – og en melankolsk, men højtidelig historiefortæller er da også centrum i Jeniferevers univers, og om disse elementer opspindes kompositioner så dybe og klare som smeltevandssøer.
Som du nok kan forstå, er Spring Tides ikke den slags plade, der indeholder vældig mange knaster, og som lytter skal man da også holde sig selv mere end almindeligt i ørerne for ikke at synke for dybt ned i behageligheden og dermed risikere ikke at opfange lydbilledets detaljerigdom. For det er netop detaljernes tilbageholdende overflod, der tilsammen udgør pladens største styrke ved at skabe en noget nær symfonisk helhed, der aldrig byder på pludselige omskift, men formår at variere betragteligt uden at gøre sig videre bemærket. “St. Gallen” bruger eksempelvis fire minutter på at gentage et smukt guitarmønster over en svagt vibrerende lydflade for endeligt at sætte ind med skønsang og kor i en virkelig effektiv og dog så udramatisk konstellation, der på intet tidspunkt keder. Denne underspillede pompøsitet er vældig karakteristisk for pladen som helhed og resulterer i en række imponerende kompositioner, der dog virker særdeles svære at skille ad. Kun på “The Hourglass” synes Jeniferever at gøre brug af noget, der kan kategoriseres som en mere klassisk opbygning, hvor en struktur, som ligefrem minder om et omkvæd, har sneget sig ind, og guitarerne får lov at fylde mere end vanligt.
’Helstøbt’ er umiddelbart det mest rammende adjektiv, der kan benyttes om Spring Tides, for sjældent støder man på et album, der i samme grad tager sin lytter med på en meditativ rejse og samtidig formår at gøre turen både smuk og interessant. Det er i sandhed en eventyrlig oplevelse.
