Lidt for irriterende. Lidt for uvedkommende. Lidt for poppet på den dårlige måde.
Jeg var klar til at sable Official Secrets Act ned, da jeg havde hørt Understanding Electricity igennem første gang. Jeg tror faktisk, at jeg faldt i søvn, mens jeg lå og lyttede til den, og måske var det derfor, at jeg først i anden omgang lagde mærke til det ét sekund lange hyl/klynk/gisp/lyriske tic, der rutsjende undslipper Tom Burke i “Momentary Sanctuary” – pladens syvende nummer. Helt genialt og slet ikke til at ignorere. Derefter fulgte det syrede B-stykke, der på en eller anden måde mindede mig om filmen “Pan’s Labyrinth”. Var Understanding Electricity alligevel en spændende plade, trods det svampede, kitschede og poppede indtryk jeg først havde fået?
Helt bestemt! Næste nummer, “Bloodsport” – nummer otte, har virkelig meget at tilbyde. Den er storladen, melankolsk og har et virkelig fængende korspundet omkvæd lydende: »Whereever you go, I’ll be.« Såre simpelt, men fedt. Når jeg kigger tilbage nu, undrer det mig, at det tog mig to gennemlytninger (og oven i købet skulle helt frem til pladens syvende nummer), før jeg blev fan af Official Secrets Act. Det undrer mig, fordi jeg i de seneste par uger har haft svært ved at høre andet end netop den plade, især dens andet og tredje nummer, “So Tomorrow” og “The Girl From the BBC”, men overordnet er hele pladen en virkelig stærk debut, så snart man har lært den at kende.
Hvad er det, der gør Understanding Electricity til et fremragende album? Jeg vil hævde, at det primært er alle de små ting; de små brudstykker af lyd, der sniges ind imellem revnerne på ellers ganske fine popsange. På sukkersøde “Mainstream” er det de små råb (»wo-o-ow!«), der ligger i baggrunden i bridgen, der får overfladen til at krakelere. På “So Tomorrow” er det energiudladningen, der fylder breaket lige efter en masturbatorisk bridge (igen bridgen!), der er så fantastisk, at man får sommerfugle i maven, og som jeg har nævnt tidligere, er det lyriske tic i “Momentary Sanctuary” også næsten pladens pris værd alene.
“The Girl from the BBC” minder på rigtig mange områder om sydstatssurferne Rooneys hit “When Did Your Heart Go Missing”, med vægten på grundtoner i både melodistemmen og riffet, blot er det mørkere og mere klaustrofobisk, men også voldsomt hypnotiserende. Overgangen (der egentlig ikke findes) mellem “Little Birds” og “Hold the Line” er sjældent god, da de to numre passer helt perfekt til hinanden. Der er ikke tale om nogen flydende overgang, men de to numre er så fuldstændigt synkroniserede, at man faktisk er i tvivl om, hvorvidt der i “Hold the Line” blot er tale om et C-stykke til “Little Birds”.
Det sidste nummer, jeg lige vil nå at nævne, er det tiende, “December”, der lyder som en spanskinspireret version af David Bowie-nummeret “Velvet Goldmine”, og hvem kan ikke lide “Velvet Goldmine”?(!) Der er ikke nogen egentlige svipsere på Understanding Electricity, og jeg vil meget nødigt snakke om fyld, på nær måske “A Head for Herod”.
Det kan undre, at Official Secrets Act har varmet op for Art Brut på deres nyligt afsluttede tour, da jeg ikke (i hvert fald ikke ud fra pladerne) umiddelbart ser særlig mange ligheder mellem de to bands, men der er ingen tvivl om, at Athlete har fundet et meget værdigt opvarmningsband i Official Secrets Act, når de to bands inden længe drager ud på tour sammen – for Official Secrets Act er både superunderholdende, meget vedkommende og rigtig poppede på den fedeste måde.
