Det er så fristende at skrive “supergruppe”, at vi gør det og afventer vores straf fra Klichédomstolen.
Guillermo Scott Herren, manden bag projekter som Prefuse 73 og Savath y Savalas, udgav for et par måneder siden Ice Capped at Both Ends, Herrens første udgivelse i samarbejde med Hella-medlemmet Zach Hill. Sammen kalder de sig Diamond Watch Wrists, og fra tid til anden er Tyondai Braxton fra Battles en del af projektet.
De tre ses imidlertid ikke kun i det regi. Tværtimod udgør de en del af kollektivet Risil, der så småt er ved at være albumaktuelle. Når Risil er så interessant på nuværende tidspunkt, hvor albummet endnu ikke er udkommet, skyldes det, at Herren, Hill og Braxton har fundet sig nogle ret så prominente legekammerater.
Resten af pladserne i Risil er nemlig besat af Tortoise-trommeslageren John McEntire, Eva Puyuelo Mons fra Savath y Savalas, Benjamin Curtis og Alejandra Deheza fra School of Seven Bells, trommeslageren Laurence Pike fra Triosk samt d’herrer Robert Carlos Lange og Ryan Rasheed, som vi bestemt gerne ville være hippe nok til at kunne skrive mere om, end at de tidligere har medvirket på Prefuse 73-udgivelser – men så velorienterede er vi ikke.
Som Pitchfork.com kan rapportere, udkommer Non Meters Volume One 29. juli, og smagsprøver fra det stjernespækkede projekt kan høres andetsteds på internettet.