Industribyen Sheffield, placeret i det nordlige England, har været arnestedet for flere musikalske gennembrud. Flere synth- og elektroniske orkestre, som Human League, ABC og Heaven 17, udspringer fra området, og det kendte techno-pladeselskab Warp Records har hovedsæde i byen. Ikke kun den elektronisk funderede musik har floreret i området. Pulp, Moloko og Arctic Monkeys har også udgangspunkt i Sheffield. Det engelske musikmagasin NME spottede et utal af grupper fra området og opfandt til lejligheden samlebetegnelsen ‘New Yorkshire’ i 2005. Den dækker primært over guitarbaserede grupper, men byens elektroniske historie kan ikke holdes nede.
En af de mange Sheffield-grupper, der både er inspireret af guitarbaseret indierock og elektronisk musik er Reverend and the Makers. De fik først opmærksomhed fra omverdenen, da de turnerede sammen med bysbørnene Arctic Monkeys. Det åbnede døre, gav publicity og debutalbummet State of Things fik positive tilbagemeldinger. Nu er efterfølgeren, A French Kiss in the Chaos klar, og i forhold til debuten er det en momentvis mere afdæmpet affære.
Gruppen tager indierocken og kombinerer den med en dansabel puls samt beat. Trods sammensuriet af stilarter er der stadig noget umiskendeligt britisk over resultatet. Åbningsnummeret “Silence is Talking” er med sine psykedeliske undertoner og afart af østens mystik en glimrende hybrid mellem Stone Roses og Kula Shaker, kombineret med en knivspids elektronisk pågående rytme. Samme fokus på medrivende rytmer findes på “No Wood Just Trees”, “Mermaide” og “The End”. Her er energiniveauet højt, men det er stadig primært rock og ikke rendyrket elektronisk musik, der er i centrum. Forestil dig et normalt nummer med Chemical Brothers, og skru så ned for intensiteten og den elektroniske bearbejdning. Så kommer du tæt på halvdelen af denne plade. Det giver en række medrivende og intense sange, der har potentiale til at sende indierocken ud på dansegulvet. Spørgsmålet er dog, om det overhovedet er intentionen?
Det lader nemlig til, at bandet ikke har ordet ‘reverend’ i sit bandnavn uden grund. Der prædikes ofte fra talerstolen, hvor forsanger John McClure udspyr sine politisk engagerede tekster, hvilket kan oversættes til den sædvanlige svada mod bl.a. reklameindustrien, f.eks. på pladens bedste nummer “Hidden Persuaders”, med det sigende omkvæd »You’re free to do what we tell you.« Han harcelerer mod lægemiddelindustrien på “Professor Pickles” og er selvfølgelig også imod Englands engagement i verdens krigszoner. En stærk social indignation, grænsende til det politisk korrekte, gennemsyrer albummet. Den politiske vinkel breder sig også til musikken, der flere steder virker dyster, mørk og leverer bagtæppet til en undergangsstemning. Pladen starter i højt tempo, men der gives plads til refleksion og eftertanke, nærmest et pusterum undervejs, når man når midten. Derefter sættes tempoet op igen.
Hvis vi ser bort fra det forholdsvis banale politiske indhold, der ikke virker videre stimulerende, er der kun det musikalske indtryk tilbage. Her er vurderingen mere positiv, da flertallet af sangene er medrivende, energiske og fremstår som positive reminiscenser fra Madchester-scenen. Der er samtidig tilpas variation undervejs, og der levnes plads til både kontemplation og vrikken med fødderne.
