I starten af september er det 36 måneder siden, canadiske The Hidden Cameras sidst udgav en plade. Meget længere er vi så heller ikke nødt til at vente, for den 22. september udsender Joel Gibb & co. deres nye album, Origin:Orphan – deres første som labelkolleger til grupper som Broken Social Scene og Stars.
Pladeselskabsudskiftningen er ikke det eneste nye siden 2006-albummet Awoo. Origin:Orphan byder også på et lidt mere storladent, patosfyldt udtryk. Tjek f.eks. smagsprøven “Walk On”, der kan downloades hos Arts & Crafts og takket være sit stryger- og hornarrangement har en overraskende stor lighed med nogle af numrene på danske Choir of Young Believers’ fuldlængdedebut fra sidste år.
Albummet byder bestemt også på mere vanligt folkpoppet The Hidden Cameras-sangskrivning, men det levner stadig plads til eksperimenter med både kølig, manende synthpop og mere sprudlende ditto.
Tracklisten ser således ud:
1. Ratify the New
2. In the NA
3. He Falls to Me
4. Colour of a Man
5. Do I Belong?
6. Walk On
7. Kingdom Come
8. Origin:Orphan
9. Underage
10. The Little Bit
11. Silence Can Be a Headline