Da multiinstrumentalisten Emil de Waal tidligere i år udgav albummet Ombud, var electronica-produceren Mikael Elkjær alias Spejderrobot med i flokken af folk, der havde givet en hånd med. I foråret tog de Waal og Spejderrobot på fælles turné, og de blev så glade for at spille sammen, at de fluks indspillede et album, hvor de Waal har skrevet hovedparten af numrene.
Man behøver ikke høre særlig grundigt efter for at fornemme den energi og gejst, der drev de Waal og Elkjær til at lave dette selvbetitlede samarbejdsværk. De flosser og udfordrer hinandens vanlige udtryk, og især lykkes det for de Waal med intense trommer at gøre Spejderrobots numre “Spøgelseskanin” og “Hunds Hjerte” mere organiske, end man er vant til fra Elkjærs side. Begge numrene tager afsæt i det samme dubbede electronicaunivers som Elkjærs debutplade, Falder baglæns ind i i går, men får et mere viltert og levende anstrøg – ikke mindst, når de Waal trommer “Spøgelseskanin” væk fra at lyde som så meget anden dubtronica og giver nummeret en nærmest tribal-rytmisk afslutning.
Fremgangsmåden er nogenlunde den samme i de Waals eget nummer “Krat”, hvor trommebreaks og bækkenskrald giver en uventet eksplosiv finale, efter at opklippede vibrafontoner og luftige lapsteel guitarflader ellers har manet til ro. Den pågående afslutning bliver ikke mindre kærkommen eller effektiv af, at det foregående nummer, Spejderrobots smukke stjernehimmelkigningssoundtrack “Karmisk nedfald (det er din egen skyld)”, i fire minutter har svævet afslappet af sted med fine klokkemelodier, glødende bastoner og uden noget beat.
Der er således nogle rigtig fine ting at finde på Emil de Waal og Spejderrobots fælles album. Imidlertid er der også knap så lytteværdige momenter. Trods en hurtig dubbet basgang og hektiske, detaljerede trommer kommer “Gift med en bank” ikke voldsomt langt i løbet af sine fire minutter, og helt galt går det i “Struktur”. Her optræder de Waal som småhysterisk guitarhelt, og mens guitaren vrænger og skriger, bumler og buldrer trommerne uden nogensinde at falde på plads. Opskårne, konstant hikstende beatprogrammeringer flakser omkring summende, stærkt forvrængede vokaler, og helt symptomatisk ender det i et vildt trommefreakout – uden, at nummeret på noget tidspunkt har fundet nogen som helst basis eller, nå-ja, struktur.
Der er næppe tvivl om, at “Struktur” har været sjov at lege sig frem til og at indspille, men som lytteoplevelse er nummeret mest af alt frustrerende. Og selv om ingen andre numre fremkalder lige så mange panderynker, er der en pointe i at fremhæve “Struktur”, idet det er her, man tydeligst får et indtryk af, at albummet hovedsageligt er opstået via hurtig leg frem for som egentlige kompositioner. Det er både et plus og et minus for de Waal og Elkjær.
Albummet har sin klare styrke i den underliggende fornemmelse af at være helt tæt på to, der skaber i nuet. Det er i legen, tilblivelsen og de uventede skift, der er noget at komme efter. Desværre leger de Waal og Elkjær sig imidlertid aldrig frem til noget helt fantastisk, og når pladen er holdt op med at snurre, skriger hjernens belønningssystem ikke på at blive tilfredsstillet med en gentagelse; der er, når man ser bort fra “Karmisk nedfald”, ingen melodier, rytmer eller stemningsbilleder, der står tilstrækkeligt stærkt til at kunne matche følelsen af energisk nærvær – et nærvær, der ikke bliver ved med at være interessant nok til at opveje manglen på andre decideret mindeværdige elementer.
Til gengæld er de Waal og Spejderrobot med al sandsynlighed en god liveoplevelse. Når man har pladen i ørerne helt alene, har man i al fald stor lyst til at kunne se samspillet.
