Tja. Dét er måske den beskrivelse, der allerbedst lader sig fæstne på January Jaunts seneste udgivelse, ep’en The Polar Shift, som samtidig er den århusianske gruppes sidste af slagsen. Grundet manglende inspiration har de fire medlemmer nemlig valgt at opgive projektet, men inden spotlysene slukkes for stedse, kan vi da lige nå at få en ep med gruppens sidste og – åbenbart – uinspirerede nørklerier smidt i nakken. Med sådan en baggrund for en udgivelse er det naturligvis svært at styre sin jubel på forhånd, men hvilke sidste ord trænger sig på efter at have lyttet til den pågældende ep?
Tja. January Jaunt bestod af dygtige musikere, derom hersker der ingen tvivl, og som på fuldlængdepladen Echoes & Stills fra 2007 er håndværket ikke til at sætte en finger på. Både guitar, synth, bas og trommer beherskes dygtigt, og hvert instrument medvirker til at fremmane detaljerige, postrockede lydbilleder – med fokus på rock, for hver af ep’ens seks skæringer har en rockmelodis rytme- og progressionsmæssige stramhed. Detaljerne er netop at spore i brugen af de enkelte instrumenter, hvor eksempelvis de The Knife-lydende, elektroniske xylofonanslag i “Move with the Masses” eller de tunge, ligeledes elektroniske bassriff i den efterfølgende “You and the Hulk” er med til at give karakter. Der afveksles flittigt, og genren tro bygges arrangementerne op og pilles ned, men de drives altid af Ole Gundahls karakteristiske vokal. En vokal, der påkalder sig opmærksomhed, både ved at være musikkens allestedsnærværende midtpunkt og ved med sine omskiftelige, følelsesladede, klagende, hysteriske og indtrængende lejer at minde en hel del om Muses Matthew Bellamy, og når det samlede band overskruer guitar og vokal til hyperhysteriske niveauer, synes ep’en da også at blotlægge visse af de samme sjæleforskruelser som Origin of Symmetry.
En sammenligning med så stærkt et værk som Origin of Symmetry synes netop at sætte The Polar Shifts mere uheldige sider i relief, for hvor Muses melodimateriale får den forkvaklede hjerne til at hige efter mere, er det svært at have meget mere end et skuldertræk tilovers for melodierne på The Polar Shift. Faktisk finder jeg det – her, efter et dusin gennemlytninger – svært at gengive mere end en strofe eller to fra samfulde seks numre, og det er på ingen måde nok til, at man kan finde en udgivelse, der trods alt befinder sig i den melodiøse ende af rockspektret, fængslende.
Dybest set kommer det hele til at virke en kende intetsigende på ethvert ikke-teknisk niveau, og det kan overvejes, om det virkelig var nødvendigt at vappe The Polar Shift i en redningsbåd, inden skuden gik ned. På den anden side må det konstateres, at de kundskaber, som de enkelte bandmedlemmer besidder, i høj grad fortjener at leve videre i nye sammenhænge. Sammenhænge, der forhåbentlig formår både at tilføre musikken teknisk dygtighed og nerve, for til spørgsmålet, om January Jaunt netop har skrottet en lovende karriere, må mit lidet entusiastiske svar blive: tja.
