Suk. En Idlewild-plade. Lige dér i min postkasse. Havde det så bare været miltbrand. Jeg kunne miste den? Tabe den i en rist? Nej. Det er simpel musik. Det skal overstås hurtigt. Som et plaster, der skal fjernes. Ritsch. Out of sight, out of mind.
Idlewild er et af de bands, mit punkhoved af en samlever ihærdigt forsøger at propfodre mig med, når han synes, han vil udvide min musikalske horisont. Folk, kalder han det, men jeg ved, at det ikke passer, for den genre har han aldrig stiftet bekendtskab med. For ham er folk al musik med under 150 BPM, og så skal det helst være kedeligt. Og kommer det fra hans hånd, kan jeg i øvrigt være ret sikker på, at der er tale om et tidligere punkband, der har fået børn og er blevet bløde og er gået over til at spille gammelmandsrock.
Det er også tilfældet med Idlewild. De har i hvert fald lagt den punk, de lagde ud med at spille for godt 10 år siden, på hylden til fordel for et mere strømlinet udtryk, der ville gøre (og nok også gør) sig godt på amerikanske radiostationer. For det er simpelt, men det er også melodiøst og ofte ret fængende, og selvom Post Electric Blues lever op til de fleste af mine fordomme, er det faktisk en pæn skive.
Det skyldes hovedsageligt de aktiver, bandet har i deres som regel temmelig vellykkede melodimateriale og i deres skotske rødder, der indimellem titter frem og sætter et fint præg på musikken. Sidstnævnte gør sig nu ikke altid bemærket, da bandet oftest lyder som noget, der er plukket fra den amerikanske indierockscene. Den medrivende åbner, “Younger Than America”, kunne således lyde som et hurtigt Death Cab for Cutie-nummer, hvis ikke sidstnævnte band havde tendens til at synke ned i en dyb melankoli: Det er melodiøst og taktfast og varieret nok til at være en rigtig fin indierockskæring. Det følgende nummer, “Readers and Writers”, vinder yderligere på at spæde opskriften op med et horn- og xylofondrevet omkvæd, der indlemmer en folket lyd og får nummeret til at stikke ud blandt sine naboer, der til tider kan fremstå som værende lidt ensidige.
For nok er Post Electric Blues oftest temmelig vellykket, hvad angår melodimaterialet, men sjældent formår den at gøre opmærksom på sig selv ved andre egenskaber end sin catchyness. Når der på pladens sidste halvdel indgår en lille håndfuld knap så interessante sangstrukturer, er der ikke meget at bide mærke i, og Post Electric Blues havde nok gjort sig bedre som en lidt kortere udgivelse med smæk for skillingen hele vejen.
Ikke desto mindre kan en indierockplade vel kalde sig selv nogenlunde vellykket, når den det meste ad vejen formår at levere gode, men simple melodier. Post Electric Blues har altså levet op til sit formål, men det er næppe en udgivelse, der kommer til at stå som noget særligt i nogen sammenhænge. Den har i hvert fald ikke fået mig til at stole på min kærestes musikalske anbefalinger.





