Det er klart, at der opstår en grad af forventning, når den kreative provokatør i form af Das Beckwerks holdningsfyldte univers møder den tempofyldte kultfigur Bjørn Svins natklubsstemninger og blandes med Henrik Sundhs mere afslappede, svævende lydmalerier, som vi kender fra projekter som Tys Tys og Autofant. Men resultatet er alt andet, end hvad man ville forvente. Resultatet er Natural Selector.
Hvis man er inkarneret technofan, vil man blive skuffet, og hvis man håber på en effektundersøgende ambientoplevelse, bør man lede andetsteds. Men hvis man leder efter et album, der måske bedst kan betegnes som en electronicaperformance, som eksisterer i spændet mellem Das Beckwerks prædiken og det overraskende anonyme og sparsomme lydbillede, er man på rette vej. Det er tilpas musik- og lydorienteret til, at det ikke tangerer en form for spoken word, men det er stadig afpillet nok til, at man vil kalde det vokal med musik. Numre som ”My Own Double” og ”Jesus of Grace” (der som det eneste nummer benytter tekst, der ikke er skrevet af Das Beckwerk, men baseret på et digt af Campbell McGrath) må siges at være meget inspireret af et kunstnerisk udtryk frem for et populærmusisk. Numrene er i højere grad vævet sammen af rytmeskift, effekter og en yderst lytterkrævende vokal end af glatsmurte beats, fængende omkvæd og letfordøjelige tekstbidder.
At Natural Selector på deres Myspace-side selv skriver, at »musikken er en kort og intens potion elektronisk popmusik« (frit oversat), kan være svært at forstå, for der er milevidt mellem den mere konventionelle opfattelse af det begreb, som f.eks. kunne indbefatte Hej Matematik, Röyksopp og en masse andre radiovenlige kunstnere, og det, Natural Selector leverer. Det er ikke det næste klub- eller radiohit, der er at finde på pladen – det er slet ikke det univers, vi bevæger os i.
En mere velkendt struktur opnås dog på enkelte numre, som den teatralske ”When the Sweat Shop Boys Come Marching In”, der bedst opleves i kraft af den tilhørende video, hvor tv-overskrift-formen bliver klar, og hele dette multikunstneriske virvar kommer endnu bedre til sin ret.
Desværre bliver det også til tider for fattigt. Den afsluttende klaverklagesang ”Human Arms” er en noget anstrengt oplevelse. Nogen vil måske kunne lide Das Beckwerks spændte vokal, men den er slet ikke trænet eller dramatisk indlevende nok til, at det bliver troværdigt. Man hører intentionen, men mærker den ikke.
Vokalens skift mellem engelsk og dansk er også svær at se formålet med. Kun i den indledende ”No One’s Gonna Sing”, hvor ordende »to die« glider over i »til dig«, har det en interessant effekt, hvor der spilles på sammenhængen mellem ordlyd, sprog og betydning. Men derudover bliver det et overflødigt element, der hverken gør fra eller til.
Natural Selector leverer en, om ikke andet, interessant plade, der uden tvivl er oplevelsen værd. En elektronisk popplade med radiohits er det langtfra, men det ville også være mærkeligt, hvis der kom noget konventionelt ud af en så interessant konstellation.
