Plader

The New Pornographers: Together

Efter fire tidligere plader er den canadiske powerpopgruppe modnet betragteligt og lyder nu som et regulært kollektiv og ikke en flok individuelle sangskrivere, der mere eller mindre tilfældigt har slået sig sammen.

Første gang verden stiftede bekendtskab med de nye pornografer (i mangel af en bedre dansk pendant), var, da debuten Mass Romantic udkom i 2000. Med ét slag vakte albummets perfekte powerpop og glorværdige melodier opmærksomhed over hele verden. The New Pornographers har siden starten fungeret som et musikalsk kollektiv for tre primære kræfter: sangskriverne A.C. Newman og Dan Bejar og sangerinden Neko Case. Alle tre kunstnere med hver sin solokarriere. Neko Case har sideløbende dyrket countrygenren, mens Bejar under kunstnernavnet Destroyer har udgivet en lang række stærkt idiosynkratiske albums med udgangspunkt i et helt særegent musikalsk univers, hvor han glider fra stærk lo-fi-indiepop/-rock til at lyde som en moderne inkarnation af David Bowie. Han adskiller sig markant fra sine samarbejdspartnere med sin mere teatralske persona. Newman er som soloartist den, der kommer tættest på gruppens udtryk.

Det femte album fra gruppen, Together, er som sine forgængere fyldt med hurtig, effektiv powerpop, men indeholder meget mere. Newman mestrer kunsten at skabe popmusik med hooks, effektive omkvæd og fantastiske melodier, men samtidig bibeholde en særegen stil og mystik. Hans sange er tit kantede, abrupte og sært staccato-agtige. Det gør dog ingenting, for han kan nærmest ikke undgå at være dybt melodisk. Bejar bidrager med andre kvaliteter. Han skaber popmusik, der lyder teatralsk og skabet. På den gode måde. Han synger stærkt idiosynkratisk, hvilket er én måde at sige, at hans vokal er ganske særpræget.

Deres respektive bidrag til albummet er med til at skabe afveksling, og siden debuten er gruppen blevet mere alsidig. Ved siden af powerpopsangene er der stærke ballader, f.eks. ”My Shepard”, hvor Neko Case stjæler al opmærksomhed med sin vokal. Hun synger solo på enkelte numre, men er ellers med til at skabe ét af gruppens kendetegn: vokalharmonierne, hvor alle bidrager. De pibler frem i næsten alle numre og giver sangene karakter og robusthed. Det lyder flere steder, som om inspirationen er hentet fra 60’er-grupper som The Association, The Millennium og Sagitarrius. Alle produceret af Curt Boettcher, der blev kendt for sine komplekse vokalharmonier. Generelt er sangene pakket nydeligt ind i strygere og anden yderligere instrumentering. Det giver pladen en mere kompleks lyd, hvor man som lytter skal væbne sig en smule med tålmodighed. Melodierne er der skam. I høj grad. De er blot en del af en samlet pakke.

Hvis man skal være krakilsk, er der enkelte skønhedsfejl. Et nummer, der bliver ved for længe. Tekster, der er enten stærkt indforståede eller svært gennemskuelige. Enkelte numre, der blegner en smule, sammenlignet med de øvrige. Men det er svært at finde andet end anker, der hører til i småtingsafdelingen. Gruppen leverer p.t. et af de stærkeste bud på smuk powerpop med individuelle særpræg. Det er smukt og storslået uden at blive patetisk eller drukne i klichéfyldt sødsuppe. Idiosynkratisk pop i verdensklasse.

★★★★★☆

Leave a Reply