Agnes Obel udgiver til efteråret fuldlængdealbummet Philharmonics, og inden da kan man så danne sig et indtryk af musikken ud fra ep’en Riverside, hvis man da ikke nåede at høre hende på Spot Festivalen.
Titelnummeret ”Riverside” er smuk og prosaisk, med en enkel melodi der minder forbløffende meget om Gary Jules og Michael Andrews’ Mad World-cover, og det er i mine øjne ep’ens bedste nummer. Centralt står den smukke og vemodige melodi, Obels smukke og let triste vokal, enkelt klaverspil og de fortællende tekster. Obel synger: »I walk to the borders on my own / to fall in the water just like a stone / chilled to the marrow in them bones / why do I go here all alone,« og den ret simple, men fortællende tekst tegner en fin murder ballad, selvom det musikalsk set bliver lige ved flodbrink og aldrig bliver helt farligt.
Musikkens afventende pulseren fortsættes i andet nummer, ”Close Watch”, der er et cover af John Cales ”I Keep a Close Watch”, og jeg kan let forstille mig, hvorfor Obels sange er blevet anvendt i en stor, tysk tv-reklame, og hvorfor hun desuden har tre sange med i Vinterbergs ”Submarino”-filmatisering. Uden visuelt akkompagnement står musikkens enkelhed imidlertid næsten for alene, og som musik alene mangler der mere potent energi eller i hvert fald noget mere, der lurer under overfladen. Måske fordi lytteren aldrig oplever, at der momentant bliver skruet op for volumen, eller at der er noget, der skurrer i ørerne, men at vi forbliver i det, omend melankolske, så noget ufarlige territorium.
Jeg ville ønske, Obel turde gå helt derud, hvor hun så fint ville befinde sig: ved den dystre ballades flodbrink, hvor det ikke er nok bare at simulere stemningen. For jeg har på fornemmelsen, at det her kunne blive RIGTIG godt, hvis bare Obel enten maksimerede lydbilledet visse steder og havde nerver til at lade det skurre i lytterens ører eller rendyrkede den melankolsk-sørgelige stemning endnu mere, gjorde det måske decideret uhyggeligt og hoppede i balladens sortnende vand. Musikalsk set, forstås.
