Det her debutalbum er på godt og ondt en blandet fornøjelse, men jeg bliver forbløffet, hvis ikke vi i fremtiden kommer til at høre meget til 4 Guys From the Future. Det er ikke, fordi jeg falder helt på halen over det, jeg hører fra den danske kvartet, men fordi musikken ganske enkelt er så iørefaldende, som den er. Ironisk nok er jeg samtidig overbevist om, at de numre fra pladen, som jeg helst ville høre i radioen, er dem, som jeg selv med djævlens vold og magt ikke vil kunne få nogen dansk radiokanal til at spille.
Under the New Morning Sun er til trods for sin – i mine ører – radiovenlige natur også et album, der tør søge væk fra det sikre og ud i det mere eksperimenterende. Det hele starter rigtig godt med titelnummeret, som samtidig er pladens længste med sine over otte minutter. De første par minutter bygger stille og roligt op til det nærmest kaotiske lydbillede, der bagefter trækker os ind i et både mørkt og dragende univers. Den dybe basrytme skaber et bundsolidt fundament, der bliver mere og mere forvrænget, jo længere man kommer. Titelnummeret et uden sidestykke mit favoritnummer, og jeg er allerede nu trist over, at 4GFtF næppe får spillet det i radioen, så alle kan få lov at høre, hvor fedt det faktisk er.
Et nummer, vi derimod nok skal få stiftet meget mere bekendtskab med, er “Life Is Up to You”. Da jeg i indledningen skrev »på godt og ondt«, er det med numre som dette, at det onde kommer ind i billedet. “Life Is Up to You” er et uhyre banalt popnummer; så banalt, at det næsten bliver for meget. Musikken er enkel og halvklodset, og teksten fremstår ligeledes som et uelegant element i lydbilledet, men ikke desto mindre må jeg indrømme, at jeg ser et potentiale i dette nummer. Jeg skal nok komme til at gå og irritere mig lidt over det, næste gang jeg får forvildet mig ind i en tøjbutik. 4GFtF har med “Life Is Up to You” leveret et potentielt radiohit, og ligegyldigt hvor lidt jeg selv bryder mig om det, kan det gå hen og blive stort.
Under the New Morning Sun bevæger sig ind og ud af såvel artpoppen som britpoppen, og lægger sig nok især op af et band som Blur, selvom albumtitlen jo lyder som noget, der er tyvstjålet fra Suede. Musikalsk er det svært at blive helt klog på, hvad pladen helt nøjagtig vil. Dertil skifter den retning for meget: fra støjende rock over letbenet pop til instrumental artpop som i “Cutting Your Fucking Heart Out”.
Selvom det åbenlyse hitpotentiale og den radiovenlige lyd er så klart til stede, må man i den grad glæde sig over, at 4GFtF ikke ligger under for det. Tværtimod fornemmer man en kompromisløshed, der hæver dem over den bløde mellemvare.
