Den jyske trio Aedra har fødderne solidt plantet i den metalliske muld, hvorfra de påvirker lytteren til dystre og eftertænksomme tanker. Der leveres på mange måder et sikkert og professionelt udspil fra bandet, hvis passion for musikken brænder igennem og skaber en lyd, der sammenfiltrer flere forskellige musikalske udtryk såsom atmosfæriske lydbilleder og elementer fra den progressive rock og metal. De lange rene instrumentale passager tilfører en melankolsk og abstrakt udformning af musikken, samtidig med at der gennem disse passager lægges vægt på det tunge indhold i bandets udtryk. Bandet bevæger sig mellem stilfærdige og mere bombastiske segmenter, hvor de primært via den instrumentale side formidler sanseindtryk og fortællinger, der gør musikken meget nærværende og dynamisk. Hybriden mellem det afdæmpede og det hårdtslående giver en lytteoplevelse, der stimulerer følelser som sørgmodighed, melankoli, vrede og frustration, og som placerer sig et sted, hvor lyden hverken bliver monoton eller for voldsom.
Der er noget legende og samtidig noget dybt seriøst over lyden på No End/Open End, som udtrykker både tyngde og lethed gennem den instrumentale side og vokalen, hvor sidstnævnte anvendes i form af sang, råb, skrig og growl. For personer, der ikke er vant til at lytte til teksterne i numre, der benytter growl, er det nærmest umuligt at høre, hvad vokalisten synger. En mulig konsekvens er, at lytteren bliver træt i hovedet og oplever en irritation over ikke at kunne tyde teksterne, men omvendt skaber den voldsomme vokal også en særlig rå og mørk stemning. Overordnet er forsanger Morten Purups stemme essentiel for hele bandets musikalske udtryk, og i forhold til de dystre elementer, der formidles via den instrumentale side, passer Aedras anvendelse af Purup egentlig rigtig fint ind. Alligevel er jeg ikke overbevist om vokalens kvalitet, og det er helt klart i de rene instrumentale passager, jeg nyder Aedra mest. De steder, hvor musikken bevæger sig fra det stille og tilbagelænede til et mere hardcore og aggressivt udtryk viser bandets kreativitet, men også det overskud, de besidder, og det er først og fremmest den energi, musikken indeholder og formidler i de mere hårdtslående passager, der fanger min interesse.
For mig er det primært brugen af growl, der forringer helhedsbilledet, idet bandet gennem instrumenterne udtrykker den passion, energi og koncentration, der er blevet lagt i musikken, og fordi Aedra netop mestrer deres instrumenter på en måde, så de i sig selv fortæller historier. Purups stemme er ikke til overs, men sådan som den anvendes nu, skurrer den i mine ører frem for at være en del af det samlede musikalske udtryk, på trods af at han bruger sin stemme forskelligt gennem No End/Open End.
Variationen i de forskellige numre er med til at fastholde lytterens opmærksomhed, og den måde, numrene er bygget op på, vidner om, hvor meget tanke der er lagt bag. Selv om man som lytter hele tiden kan mærke, hvor musikken er på vej hen, bliver udtrykket aldrig forsimplet, men dette resulterer tværtimod i en behagelig lytteoplevelse, der henvender sig til sanserne og i høj grad gør brug af en form for patos. Man skifter mellem at lade sig forføre af de lette riffs og bløde basgange til at lade sig rive med i de hårdere passager, der karakteriserer Aedras lyd og placerer dem i den tungere ende af det musikalske spektrum.





