Da Bisse i 2015 spillede i min bedste vens øvelokale, havde han allerede udgivet fire albums. Ingen havde ellers rigtig hørt om ham, for han havde kun spillet under det navn i et år. Og nu står vi så med det 14. i rækken, så der er vel ikke noget at sige til, at nogle måske har mistet overblikket over bagkataloget.
Bekendtskabet med Bisse er altså i udgangspunktet hæsblæsende. Der er meget at tage ind. Men hvis man er én af dem, der har tabt overblikket, kan man sagtens vælge Traumecentret som en vej ind i den Bisseske musikskat. For albummet rummer også alle de kvaliteter, der gør bemeldte skat så – tør man sige – dødinteressant.
Albummet er et kalejdoskop af blikke og historier, alle med forbindelse til døden, sådan som den giver sig til kende i minderne om vores afdøde, i følelse af ubetydelighed eller i forestillingen om vores egen fjerne fremtid.
Nogle skal nok lige tage en dyb indånding, inden de kaster sig ud i netop denne tematik. Men ikke Bisse. Han pløjer sig igennem nyheder og arkivhistorier fra 1942, hvor krigens gru var på vej mod sit højeste. For Bisse tilhører døden ikke kun de døde, den er dybere set noget, vi er fælles om.
På åbningsfragmentet ‘Døde Unge Mennesker’ indgår arkivklip fra et interview med en koncentrationslejr-fange i frit flet med et vocoder-kor og en håbløs molkadence på akustisk guitar. Nedenunder buldrer en knitrende sub-bas. Det er lidt som at starte albummet med et jordskælv. »Her lever de døde,« stod der på lejrens mur, og pointen, fortæller fangen, er, at forskellen mellem at leve og at dø faktisk flugter med omverdenens erindring og glemsel. Fangerne er allerede døde, fordi de allerede er blevet glemt.
Så er vi ligesom i gang.
Vi stempler ind på Traumecentret med et brag. Her står et hold af mere eller mindre utraumatiserede musikere – “Bissebanden” – klar til at påbegynde behandlingen. Takket være dem er albummet et konsekvent veleksekveret rock-pop-drøn. Der er lag i kompositionerne og rigelig hittepåsomhed, både hvad angår mix, instrumentering og ikke mindst fremførsel, som absolut yder albummets tematiske ambitioner retfærdighed. Bissebanden spiller både besværgende og imponerende.
Med inspiration fra bl.a. hiphop, og under inddragelse af diverse effekter, flader og lydklip, er lyden først og fremmest rocket og storladen. Hele vejen igennem er der et bagtæppe af effekter og støj, hvorfra Bisse lader forskellige udtryk opstå. Men hele tiden fastholdes rockskruen i vandet og varmen i lydbilledet. Det hele kredser først og fremmest om Bisses melodiøre og stemmeføring, som med sin store intensitet er det definerende tyngdepunkt.
Og dér ligger Tramecentret så, i et smukt skyggeland mellem dystre tåger og ligefrem sangskrivning.
Som koncept er albummet et ambulant musiktilbud til alle patienter og pårørende, der ønsker at opsøge fortiden, fremtiden og forestillingerne i deres mere påtrængende former. Fra første færd står det klart, at omfanget af det lyriske indhold er overvældende. Der er mange fortællinger, drømme og afstikkere, som selv mange stuegange på Traumecentret ikke helt kan indfange fyldestgørende. Bisse digter og digter igennem hele albummet, så det næsten er rablende.
Der er historien om de smukke digtere, der døde alt for tidligt. Vi må huske dem, så de ikke dør helt. Der er også historien om prinsesse Latifa, der kastede sig i døden, fortvivlet over, at friheden ikke var hende forundt. Der er en ode til afskeden som sådan. Vi må lære at tilgive døden, »for han ved ikke, hvad han gør«. Og der er hyldesten til en stjernekriger, søn af ghettoen, hvis død blev stjålet af en skruppelløs elite.
Men selvom Traumecentret er stedet, hvor vi møder mange af dem, der har indløst den endegyldige billet, er det også stedet, hvor vi ser frem og forsøger at forbinde trådene mellem vores egen tilintetgørelse, livets mirakel og alt det der jazz. Stedet, hvor vi ser forbi egen næse, giver slip på frygten og nærstuderer »livsgådens uforklarlige lys«, som Bisse kalder det. ‘Traume’ betyder jo trods alt ‘drøm’.
Sangen ‘Under’ er en ode til livet. På et forpustet og rastløst beat spinder sig et væv af lette elguitarer og klaverornamenter, som inspirerer til underkæbetab. Nummeret beskæftiger sig med den tænksomme grundimpuls til at stoppe op fra sin egen fortravlethed og lade sig slå lidt omkuld af forundring: »Livet er et under / Intet under at vi undres,« synger Bisse meget præcist. I broen hen mod omkvædet forvrides forundringen et kort øjeblik til fortvivlelse, og harmonikken fortættes, inden åbenbaringen kommer i form af den mere banale betydning af ordet “under”:
»Bare en masse mennesker / Der danser under solen/ Hyler op mod månen / Drømmer om hinanden.«
Dobbeltbetydningen i ‘Under’ er fin, fordi den samler oplevelsen af at undres med oplevelsen af at ligge under for noget større og at dele denne tilstand med alle de andre, der lever under samme sol. Men det lader sig nok bedst formidle musikalsk, hvor klaveret får lov til at drysse sit stjernestøv over fatteevnen.
Der er altså masser af lykke at finde, når vi tager døden med os ind i livet. Det er i hvert fald den følelse, Bisse håber på at viderebringe, også på albummets sidste nummer, ‘Hosianna’. Et festligt popbrag, hvor bassen danser let mellem oktaverne og hihatten er gået i off-beat.
“Hosianna” var oprindeligt et jødisk nødråb, men er siden blevet til et lovprisning. Og det er meget sigende. På ‘Hosianna’, ‘Hjerteløbere’ og i andre passager er lærestregen nemlig, at døden jo reelt bare er livets skygge, en »dedikeret fan af livet«. Og det er kendetegnende for menneskene, at deres dødsbevidsthed ikke tager pippet fra dem. Som Bisse synger på Hosianna:
»Til sidst sætter døden trumf på / Men først kommer livets triumftog.«
Når man lærer at finde rundt på Traumecentret, finder man måske ud af, at der roder lidt. Der er nogle virkelig stærke numre iblandt, men der er også bare rigtig mange. Ligesom med også det lyriske indhold, er det kendetegnende for musikken på Traumecentret, at det på en måde er for omfattende. Det er nok heller ikke alle, der overhovedet har maven til Bisses noget grandiose sangskrivning på Traumecentret.
Til gengæld er der i det lidt større perspektiv noget forfriskende over Bisses umiddelbare og ufiltrerede udgivelser. Bagkataloget og ordstrømmen, der bare vokser og vokser. Fejl og mangler bliver ligesom ubetydelige. Og selvom det måske bliver lidt heftigt med alle de mange ord og store tanker om døden og universet, så er det også det modsatte, nemlig ubekymret og befriende, bare at gå planken ud. Så længe der er noget på spil! Var det Bisse selv, man skulle bedømme, måtte man give ham mindst seks stjerner.
Bisses musik er altid på vej, og også musikken fra Traumecentret er i flux, i øjeblikket på vej til at blive en forestilling på Teater Republique. Og så går Traumecentret igen, lever et nyt liv.
