Når The Concretes bliver nævnt, fremtoner der instinktivt for mit indre øje billedet af en femårig pige med gyldenblonde rottehaler, sløjfe i håret og en stor rød slikkepind i gadedrengehop på vej mod legepladsen. Sådan sang den tidligere forsanger Victoria Bergsman, og ligeledes blev hun akkompagneret af naivistiske, enkle guitar- og tangentfraser og tilbageliggende trommer. Et udtryk, der nok fremstår i sin reneste form på ep-opsamlingen Boyoubetterunow fra 2000.
I 2006 forlod Bergsman imidlertid bandet for at forfølge en solokarriere med projektet Taken by Trees – og med hende altså stemmen. Der gik dog kun kort tid, før gruppens trommeslager, Lisa Milberg, tog over ved mikrofonen, og allerede året efter smed de det ganske udmærkede Hey Trouble på gaden. Med de nu fire års afstand til bruddet og WYWH’s tre år i ovnen kan man dog nu i højere grad forvente et genfødt The Concretes med en ny stil til at matche den nye forsanger.
Og noget er der sket. Faktisk en god del. The Concretes har med WYWH smidt det meste af tyggegummiet bag sig og bevæget sig ad en ny sti mod en renere indiepoplyd og dermed – må man tilføje – også en mindre selvstændig lyd. Milberg udstråler med sin tykke svenske accent stadig en god del naivitet, men hendes stemme er dybere, mere kvindelig og mere cool end Bergsmans. I det hele taget er ordet cool meget rammende om den stil, The Concretes har anlagt på WYWH. Det er mere melankolsk, mindre legende, og musikken er bygget op omkring lydflader og grooves snarere end – som tidligere – omkring små frække fills. Det er måske en smule kedeligere, men også fandens godt strikket sammen.
Pladen var oprindeligt tiltænkt et disco-tema, og skønt idéen blev kasseret undervejs i processen, er levningerne dog tydelige i mange af pladens numre: de markante basfigurer, 1-2-rytmen i trommerne, synthtemaerne og den lidt mere subtile udgave af de karakteristiske guitaranslag, der er tydelige i gamle travere som f.eks. Chics “Le Freak”. “All Day” og “WYWH” er begge eksempler herpå og små danseperler, selvom dette element sagtens kunne have været prioriteret højere ved en større vægt på beatet, bassen og en generelt strammere lyd. Med et marked spækket med musik, der prioriterer lige omvendt, er der dog bestemt ingen skade gjort i denne lidt mere neddroslede nyfortolkning af diskoen.
Resten af pladen udgøres dels af Belle And Sebastian-agtig skæv pop (f.eks. “Knck Knck”) og små indieballader (f.eks. “Sing for Me”). WYWH har mange store øjeblikke og hele sange, og det er svært at sætte en finger på nogle enkelte elementer. Dog bliver pladen i længden svær at holde opmærksomheden rettet imod, og ikke så få gange oplevede jeg at sumpe ned i pladen uden rigtig at opdage, hvornår det ene nummer blev til det næste. Problemet er måske, at der er for få afstikkere i lyd undervejs, og at Milbergs stemme – dejlig, som den ellers er – kun har én klang og derfor godt kan blive lidt monoton i længden.
WYWH er ikke det mest nyskabende værk, men når det så er sagt, er det jo et held, at den streng, de har valgt at spille på, er så pokkers velstemt.
