Det engelske band Engineers‘ to første album blev aldrig rigtig den succes, som de rosende anmeldelser ellers varslede. Det forrige album, Three Fact Fader, blev næsten ikke udgivet pga. uoverensstemmelser med bandets gamle pladeselskab. Og efterfølgende valgte to medlemmer at forlade bandet. En smule turbulens ligger således forud for bandets tredje album. Til gengæld var der gratis PR at hente, da den tyske elektroniske musiker Ulrich Schnauss gik fra at være livemedlem til fast medlem.
De psykedeliske elementer fra tidligere er på In Praise of More stort set blevet droppet, mens der med Ulrich Schnauss er blevet tilføjet endnu flere synth-flader, som tilsvarer de guitarflader, der er shoegazernes varemærke. Den sti, som Engineers følger, ligger dog alligevel tilnærmelsesvis i fortsættelse af forrige albums kurs.
Engineers er lydmæssigt mere tungt og dystert buldrende end f.eks. Slowdive og My Bloody Valentine. Det er både lyden af trommer, bas og guitar, som er skyld i dette. Hør f.eks. “Subtober” med den tempofyldte basgang nummerets lave bpm til trods. Den forvrængede guitar er også mere brutal og svulstig, og i dens lyd ligger der en del inspiration fra The Jesus and Mary Chain. I produktionen er der til gengæld skruet mere end rigeligt op for diskanten. Det styrker fornemmelsen af musikkens bredformat og understreger støjen, men virker overgjort. Det er nogle steder så voldsomt, at man fristes til at skrue ned for de høje frekvenser på sin forstærker.
Melodisk overrasker Engineers sjældent ud over den genrekasse, de har placeret sig i. I albummet helhed er det de mere poppede numre, som stikker lidt ud. Omkvædet er mest popumiddelbart i “Twenty Pages”, der varer godt seks minutter af albummets 38. Nummeret burde have varet det halve og ville have været en meget bedre popsang end nu, hvor det mister tempo. “Subtober” skruer også op for det episke i syng-med-omkvædet, hvor et lidt messende vers afløses af en mere dynamisk vokal fra Simon Phipp og masser af guitarpedal for at understrege det grandiose.
“To an Evergreen” er et af de mindre melodiske numre rent dynamisk. Her får Ulrich Schnauss til gengæld plads til at fylde og lade et bredt synthlag dominere nummerets midterstykke helt alene. Det er rigtig godt, men ellers er det faktisk alt for sjældent, han får plads på albummet.
For den samlede dynamiks skyld har Engineers også mere stille ballader som “Las Vega” og “There Will Be Time” med. Begge har en tynd, fin vokal i selskab med fingerspillet guitar. Rytmegruppen slæber sig af sted, og stemningen er drømmende melankolsk.
Titelnummeret er albummets mest tempofyldte. En blanding af rock og elektronisk dansemusik, som giver associationer til Republica og U2’s Pop. Så det springer vi let henover – også fordi det simpelthen falder helt uden for den helhed, Engineers ellers har bygget op inden da.
Der er egentlig ikke meget gøren sig interessant på In Praise of More. Numrene gør sjældent meget væsen af sig; de virker umiddelbart flade, men ved gentagen lytning får de mere krop og fylde. Men kun lidt. Og større end det bliver albummet ikke. Der er altså ikke de store, musikalske åbenbaringer på In Praise of More. De små melodier er fine nok, og de er pakket godt ind i et vattæppe af støj. Det føles ganske behageligt. Men også ret gennemsnitligt.
