Hans første udgivelse i form af ep’en Abandonship fra 2008 blev rost til skyerne af flere anmeldere. Nu er Messy Shelters – alias Mikkel Bolding – klar med sin albumdebut, og for de interesserede skal det slås fast med det samme: Glem alt om repræsentative radiosingler og fængende popmelodier – dem finder du ingen af på Root System.
Umiddelbart kan man fristes til at tro, at Messy Shelters har benyttet Henrik Marstal og Morten Jaegers bog Hitskabelonen som godnatlæsning i tiden omkring tilblivelsen af Root System. For de, der ikke kender til denne bog, handler den kort fortalt om de historiske og kulturelle forudsætninger, der i vid udstrækning har givet os mulighed for at gennemskue og definere det gode pophit. Dette er ifølge de to forfattere blevet aktuelt som følge af popmusikkens ensretning, hvor tendensen i mange år har været at skabe liniær og radiovenlig musik, som kan appellere til laveste fællesnævner i den brede befolkning. Marstal og Jaeger lægger ganske enkelt op til kritisk debat omkring den masseproducerede metervare-musik, som størstedelen af os fylder vores ører med i hverdagen.
Messy Shelters hælder brændsel på denne debat – både med ord og musik. Fra første gennemlyt er det tydeligt, at han ikke har søgt et umiddelbart og fængende musikalsk udtryk, men tværtimod dyrker det dystre og introverte, som på ingen måder læner sig op ad en hitskabelon. Fra start til slut er Root System derfor en lyttemæssig oplevelse, der kræver både tålmodighed og fordybelse.
Albummets åbner ”Circuitous Road” blander skærebrændende el-guitarer med skæve lilletrommeslag og danner en rammende bund om de otte øvrige skæringer, som pladen indeholder. Messy Shelters har selv stået for indspilning såvel som produktion, og det er der kommet en ‘tør’ og analog lyd ud af, hvilket klæder albummets numre ganske godt. Det er unægtelig et album, som kommer til sin fulde ret gennem et par hørebøffer, hvor man næsten bogstavelig talt lægger ører til knas fra forstærkere eller den karakteristiske lyd af fingre, der glider op og ned ad guitarens gribebræt.
Det er dog ikke kun det rent produktionstekniske, der fanger ens opmærksomhed under lytningen til Root System. Numrenes overvejende mangel på vers-omkvæd-vers-omkvæd-form medvirker til at give pladen et homogent præg, hvor man ikke altid er bevidst om musikkens tidsmæssige udvikling. Af samme grund yder det for mig ikke pladen retfærdighed at beskrive den nummer for nummer – Root System skal høres i sin fulde udstrækning og gerne på repeat et par gange. Dog er det værd at fremhæve enkelte steder undervejs, hvor Mikkel Boldings lyriske og musikalske inderlighed er særligt dragende.
”Chord Steps” leveres med en ømhed og intimitet, som melodiøst tegnes ud fra de brudte guitarakkorder og Boldings nænsomme vokal, der udkrænger eftertænksomme sætninger som »I come up for air (to breathe) only to return back in the deep.« Melodien og ømheden er til gengæld gemt væk på ”Please”, der gungrer af sted med obskure akkorder og en isnende kombination af falsetvokal og underlig synthbas.
Der er meget svært at pege på andre i Danmark, der lyder som Messy Shelters. Skal man forsøge med nogle internationale referencer, må det være bands som Radiohead og Arcade Fire, der ligeledes dyrker det utraditionelle og indadvendte i både tekst og musik – mine tanker går i den forbindelse på plader som Amnesiac og Neon Bible. At sammenligne Mikkel Boldings projekt med netop disse navne er i en vis forstand rammende, eftersom hverken Radiohead eller Arcade Fire har plæderet for det gængse pophit, men altid har søgt det uforudsigelige som kunstnerisk udtryk.
Jeg er begejstret for Root System. Af samme grund kan det sandsynligvis undre læseren, at jeg ikke har kastet mere om mig med superlativer, end tilfældet er. Her skal der tilføjes, at det ikke ville være i albummets ånd at tilægge det fasttømrede ord som ‘glimrende’ eller ‘fremragende’ – dertil kræver pladen en større fordybelse af lytteren, hvilket i min optik ikke opnås med en fortanke om, hvorvidt det er godt eller dårligt.
Lyt til Messy Shelters’ debutalbum velvidende, at der går lang tid, før du bliver færdig med det. Musikkens mørke og dystre univers gør dette album til en tung sag, men også et frisk pust på samme tid. Tung, fordi det kræver noget af lytteren – og frisk, da det lander i en tid, hvor mange lyttere selv at vante med at kræve noget af musikken, og for hvem hastigheden og det letkøbte måske er blevet et mål i sig selv.
Fantastisk. Årets danske plade for mig indtil videre.