Tredje fuldlængealbum fra de norske indierockpoppere Lukestar fortsætter på mange måder stilen fra det tilnærmelsesvise gennembrudsalbum Lake Toba (2008) – dog er melodierne og udtrykket blevet en anelse mere polerede og i sidste ende halvkedelige.
Igen er albumtitlen taget fra naturlivet – Lake Toba er en vulkansø på Sumatra, og taiga er en økozone, der er udbredt i de øverste nordlige breddegrader mellem tundraen og den tempererede skovvækst. Taigaen er det største område i verden, hvor man finde uforstyrret natur, og også i Lukestars hjemland, Norge, finder man i nord arealer med taiga.
Det var nok biologi for nu. Forsanger Truls Heggero lyder stadig som en blanding mellem Sigur Rós’ Jón ‘Jónsi’ Þór Birgisson og Mews Jonas Bjerre, og i det hele taget er det forbløffende, på hvor mange punkter Taiga minder om et lidt fladt Mew-album med udelukkende de mest skematiske sange fra Mews hånd. Smittende, medrivende og opbyggelige sangstrukturer med Heggeros lyse og ofte falsette vokal plantet centralt i lydbilledet og omgivet af energisk guitar- og trommespil. Rimelig fint og rimelig forudsigeligt.
Bedste nummer er uden tvivl førstesinglen “Flying Canoes”, der også til bandets optræden på Roskilde Festival 2011 næsten udviklede sig til fællessang i kraft af især et catchy omkvæd. Heggero (og resten af Odeon) vistnok sang: »Oh when they go, they ride / on with the wind, with pride / horses and canoes, easy to choose.« Det er sjældent, det gør noget godt ved selve nummeret, men publikum var da sikret en god oplevelse og en chance for at skrige med. Helium-style.
“Flying Canoes” starter med Heggeros lyse vokal, sfærisk og melodisk kor og simpelt guitarspil. Melodiforlægget er behageligt og opbyggeligt struktureret, men det er på samme tid forudsigeligt og dybest set også temmelig uoriginalt. Omkvædets vokalmelodiske syng-med-kvaliteter er til at tage og føle på og bliver undervejs understreget af de øvrige instrumenters pause, så der rigtig er tid til at fange tonerne.
Hvis albumtitlen er en reference til uforstyrret taiga-natur, så har jeg umiddelbart svært ved at se forbindelsen til pladen selv. Jo, numrene lever måske deres egne, skematiske liv og breder sig opbyggeligt ud på lydsiden, mens Heggeros vokal flagrer et sted imellem som en velsvungen heliumfugl. Men der findes i en uforstyrret natur vel også grimme elementer, der ikke passer ind og som træder ud af den umiddelbart harmoniske ramme.
Taiga forbliver i mine øjne for ufarlig og forudsigelig i al sin opløftende opbyggelighed.
