Junior Boys bestod oprindeligt af medlemmerne Jeremy Greenspan og Johnny Dark, men da Dark besluttede at følge andre interesser, fik Greenspan en ny partner, nemlig Matt Didemus. Siden da er det blevet til flere albums, ep’er og remixes af deres egen lyd. Nu er bandet klar med et nyt album, der både rummer den stenede lowkey-stemning og den mere synthede 80’er-lyd, der på mange måder karakteriserer deres kreationer. Bandet formår på mange måder at skabe sammenhæng i deres ukomplicerede, lettilgængelige electropop, og med It’s All True viser de, at lyden sagtens kan være ufarlig uden at være decideret kedelig, omend der til tider er lige vel rigeligt med ophold i musikken.
Lyden kan med andre ord komme til at virke en anelse stillestående, fordi der overordnet mangler fremadrettethed på pladen. Nogle af de numre, der særligt mangler musikalsk progression, er “Playtime”, “The Reservoir”, “Ep” og “Kick the Can”. “Playtime” er et lowkey-nummer, der er holdt stille med bagvedliggende atmosfærisk keyboard og svævende og luftig vokal, men nummeret dør simpelthen ud i sin minimalisme. De andre tre nævnte numre har egentlig rytme og beat nok, men samtidig er de i deres lydsammensætning, der er domineret af keyboard og vokal(harmonier), så harmløse, at de aldrig rigtigt gør det store indtryk – hvilket er en generel tendens på hele pladen.
Der er afgjort nogle hit-nominerede numre på It’s All True, såsom “You’ll Improve Me”, “A Truly Happy Ending” og “Second Chance”, der med sine blandinger af blødsøden pop og tætskåret electronica har den lydlige sammensætning til at skabe en behagelig lytteoplevelse. Desværre er der for lidt i lydbilledet, der pirrer lytteren, og når bandet blander synthede lydelementer ind i deres numre, bliver de ikke udforsket tilstrækkeligt til at udvide lydbilledet i særlig mindeværdig grad.
Der er for mange glatpolerede overflader og for lidt bid i drengenes nyeste album. The Guardians anmelder skrev om bandets sidste plade, at den var så beroligende, at den burde udleveres på recept. Det er netop sagens kerne, for selvom der findes gode numre på It’s All True, antager pladen form af en svært slugelig pille, jeg vist ikke har recept til at komme i nærheden af.
