Det var blevet fredag på sidste års Roskilde Festival. Vejret var, sædvanen tro, usandsynligt varmt, hvilket ikke hjalp på kroppens tilstand torsdag aftens festligheder taget i betragtning. Man kunne knap nok få slæbt sig op på festivalpladsen hen ad eftermiddagen, hvor man endte under et af de belejligt plantede træer foran Arenas koncerttelt. Klokken 16 gik det næste band på, et ørkenbluesband fra Mali. Jeg havde højst sandsynligt fravalgt koncerten og bevæget mig videre, hvis det ikke var, fordi jeg simpelthen ikke orkede.
Men hvad der skete, var, at Tinariwen for mit vedkommende leverede den mest positivt overraskende koncertoplevelse den sommer, og efterfølgende fik jeg travlt med at få fingrene i alt det materiale, bandet har produceret. Nu er de klar med deres femte album, Tassili, der er skabt under til tider horrible forhold i form af sandstorme og manglende elektricitet i det sydlige Algeriet frem for hjemme i Mali. Det er samtidig en tur tilbage til rødderne for Tinariwen – væk er forstærkerne til både guitarerne og trommerne, og ind er kommet et langt mere akustisk og autentisk lydbillede.
Det er også umiddelbart det eneste, der føles forandret. Forsanger og frontmand Ibrahim Ag Alhabibs stemme lyder stadig så sørgmodig og blues-agtig som altid, akkurat som musikken med de karakteristiske trommerytmer og sporadiske guitaranslag. Og er det ikke bare som at sidde med tidligere albums som for eksempel Imidiwan, Amassakoul eller Aman Iman, kunne man så spørge sig selv, hvilket jeg ville være tilbøjelig til at svare ja til, hvis det ikke var for ét enkelt nyt element.
For i takt med at malierne er vendt tilbage til selve grundessensen af deres musik, har det åbnet op for nye spændende kollaborationer, hvilket på Tassili har affødt tre numre med gæstemusikere. På åbningsnummeret “Imidiwan Ma Tennam” skulle Nels Cline, der til dagligt er guitarist i amerikanske Wilco, efter sigende medvirke. Måske er det bare mig, der ikke har nok indblik i Wilcos musikalske univers, men Clines optræden er svær at høre.
To numre senere får vi så endnu en gæsteoptræden, som desværre også bliver pladens lavpunkt, når Tunde Adebimpe og Kyp Malone fra TV on the Radio på “Tenere Taqqim Tossam” leverer gæstevokal – på engelsk vel at mærke – hvilket i sig selv er højst unødvendigt og samtidig fjerner fokus fra det musikalske stykke arbejde, som Tinariwen i forvejen klarer så formidabelt på egen hånd.
Sidste vestlige input leverer The Dirty Dozen Brass Band i “Ya Messinagh”, hvor det virker, som om hornblæsermusikken nærmest er i konkurrence med ørkenbluesen om at få lytterens fokus i det ellers så stille nummer.
Hvis man ser bort fra disse uheldige tilvalg, fremstår de otte øvrige numre, samt Tassili i sig selv, som endnu et pragteksempel på Tinariwens evne til at skrive noget af dette årtusindes mest fængende musik. Og selvom det måske ikke er bandets bedste plade, har den såkaldte tilbagevenden til rødderne resulteret i endnu et solidt album fra Tinariwen. Der hersker ingen tvivl om, at de nu engang gør det, som de er bedst til, og sådan burde det udelukkende være – uden anden musikalsk hjælp.
