En juleplade fra Bob Dylan. Nej, dét havde man nok ikke ventet. Manden, som hos de fleste, både unge og gamle, er forbundet med mystik og integritet. Hans tekster har altid haft et twist af noget diffust, noget dybt poetisk, udført med et stærkt sprog og stemme.
I de første årtier af hans karriere var det med den kendte, nasale, halvt syngende, halvt flæbende stemme, og de senere år har han båret en dyb whisky-røst, som trækker tankerne hen imod Tom Waits eller Leonard Cohen. Dylan synger stadig med stor troværdighed og karisma. Ikke mange har som ham formået at genopfinde sin røst, efterhånden som årene har sat sig på stemmebåndet.
Men nu har han altså sat sig ved klaveret i hjørnet af rummet som en gammel halvfuld nisse for at kæmpe sig igennem alle klassikerne. Det sidste ord, som passer til pladen, er prætentiøs – Dylan og band (inklusive små søde korpiger) har taget meget let på de klassiske amerikanske julesange, for på anden vis kan man nok ikke tackle dem. De er velproducerede og velspillede i bedste 50’er-stil, og det er de samme sange, som vi kender, og de er udført, som vi kender dem. Der er altså ikke noget udpræget Dylan’sk over denne plade, ud over at det er ham, der synger, hvilket sådan set kan være nok.
Men det er også det svageste punkt ved denne plade. Dylan har altid haft et fandenivoldsk gen, som har fået ham til at gøre ting en lille smule anderledes end andre folk. Stor respekt for det. Men når dette gen kommer til udtryk ved, at han nærmest growler sig gennem disse skrøbelige sange, hvis absolut stærkeste kort er deres melodier, så falder mange af de fine sange altså til jorden. Her er “Hark Herald Angels Sing” det bedste eksempel, da han simpelthen falder igennem i sangen, der nok bedre egner sig til et drengekor end til en whisky-drukken rocksanger.
Som jeg berørte tidligere, er det lidt af en overraskelse med en juleplade fra Dylan. Og et spørgsmål, som jeg simpelt hen ikke kan lade være med at stille mig selv, når jeg hører pladen, er: Hvorfor? Hvorfor udgiver Bob Dylan en juleplade?
Selvfølgelig har han lov til det, men jeg har bare meget svært ved at kende Dylan, når jeg hører ham synge: »Who laughs this way? Hohoho!« Ikke at det er en dårlig juleplade. Slet ikke. Sange som “Have Yourself a Merry Little Christmas” og “The Christmas Blues” udføres så smukt, at jeg simpelthen må tilstå, at jeg i bund og grund faktisk rigtig godt kan lide disse melodier. Jeg kan faktisk lide næsten alle sange på pladen. Det er jo stærke melodier, og julesange er som små krystaller fra en svunden tid og er et lille frikvarter fra det hele.
Udgivelsen kan selvfølgelig skyldes, at hele overskuddet går til velgørende formål, så det på en måde er en lille julegave fra Dylan til folk i nød. En anden grund kunne findes i, at Dylan jo tidligere har udgivet gospelinspirerede, dybt religiøse plader. Med det i tankerne er det ikke helt ved siden af, at han udgiver denne plade, da julesangene har dybe rødder i kristendommen. Desuden er det ikke første gang, at man hører om dybt respekterede amerikanske sangere/grupper, som kaster sig over genren. Johnny Cash, Elvis Presley og endda Bright Eyes har prøvet kræfter med julesange – med blandet succes. Noget tyder altså på, at disse julesange har en helt særlig plads i amerikanernes hjerter, og det er sådan set forståeligt nok, da det er rigtigt fine sange, vi har med at gøre.
Når alt kommer til alt, er mødet mellem Dylan og de traditionelle amerikanske julesange stadig lidt akavet. Men de fleste af sangene er gode, de er velspillede, velproducerede og sidst, men ikke mindst kommer man i julestemning af dem. Det kan man være sikker på. Kan man lide traditionelle amerikanske julesange, er det ikke en hel gal plade at få fingre i. Men en af Dylans store udgivelser er det langtfra.
