Plader

Prince Rama: Trust Now

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Søskendeduoen Prince Rama fortsætter på sit femte album kursen med at fascinere og irritere med en påtrængende, chantende psychfolk tilsat Fjernøstens mystik.

Inden for IT findes der et begreb, som forkortes WYSIWYG – What You See Is What You Get. Det stammer oprindeligt fra tekstbehandling, hvor det dækker over, at det, man ser på skærmen, også er det, som kommer ud, hvis man vælger at printe dokumentet. Oprindeligt foregik tekstbehandling med koder, der definerede de forskellige formateringer, men WYSIWYG fjernede denne afstand mellem brugerens intentioner, og hvad han så på skærmen.

Begrebet WYSIWYG giver mening, når man efter at have betragtet coveret til Prince Ramas femte album sætter cd’en i afspilleren. Forsiden viser de to medlemmer, søstrene Taaraka og Nimai Larson, der iklædt løse, sorte gevandter og lange halskæder poserer foran et rødt bagtæppe. En gruppe stearinlys placeret foran duoen kaster et mystisk lys nedefra og danner skygger på væggen bag dem. Inde i coveret finder vi flere billeder, der refererer til religiøsitet og emmer af østens mystik. Eneste element, der ikke helt passer ind, er en discokugle, som går igen flere steder i coveret.

Musikken er som coveret – på Trust Now chantes der løs, som overværede man en religiøs ceremoni. Og de to søstre synger næsten som hekse i ét væk, mens den primitive rytme, der bærer de fleste numre frem, får følgeskab af simple klokker, enkelte synths og strengeinstrumenter. Der er både indisk Bollywood og psykedelisk 60’er-folk over albummet, hvor søstrenes vokal det meste af tiden ligger i et højt toneleje, som Kate Bush kun kan misunde.

Det er slet ikke til at høre, at Prince Rama kommer fra New York-bydelen Brooklyn. Måske fordi bandet, der tidligere var en trio, opstod i et Hare Krishna-fællesskab i Florida tilbage i 2007. Siden blev religiøsiteten blandet op med lidt kunstskoleattitude, og musikalsk indflydelse fra bl.a. Animal Collective har ført bandet frem til den blanding af mantratung stammemusik og kosmisk lo-fi-pop, som de nu spiller. Trust Now er da osse ligesom det forrige album, Shadow Temple, produceret med hjælp fra Avey Tare og Deakin fra netop Animal Collective.

De bedste øjeblikke på albummet er der, hvor duoen effektivt skifter tempo og stemning. ”Incarnation” indeholder f.eks. pludselig i al den hamrende stammemusik et æterisk mellemstykke, der fortjener at blive brugt i en film og ledsage scener af stjernetåger fra det ydre rum. ”Summer of Love” famler de første par minutter i et noget rodet lydbillede, men så udslynges der et musikalsk angrebsråb, og beat og vokal går i et hypnotiserende, tungt selvsving. ”Trust” præges lidt af samme opskrift med et kaos af bækkener og synth og søstrene, der messer nummerets titel, indtil det hele pludselig slår over i en form for kosmisk folk. Der er dog for få af disse øjeblikke, som kun af og til stikker op mellem den mere påtrængende, men uengagerende østlige mysticisme.

Indimellem er der kun få, rolige øjeblikke til at få pusten. Et af dem findes i ”Portaling”, hvor vokalen ikke er så dominerende, og musikken bygger mere drømmende op imellem stillestående, klagende passager, inden håndklap og guitar tager over, og nummeret nærmer sig pop. Sidste nummer på albummet, ”Golden Silence”, blander Beach House og Broadcast på fornemmeste vis, og selvom albummets 35 minutter bliver en kende anstrengende, fordi duoen prøver lidt for insisterende at komme i land med sit projekt med vokal og stammerytmer, så redder dette nummer helhedsindtrykket en smule. Et drys af discokuglens støv kunne måske have gjort Trust Now mere end gennemsnitlig. Og endnu mere WYSIWYG.

★★★½☆☆

1 kommentar

Leave a Reply