Plader

The Great Dictators: When I Waltz EP

Skrevet af Troels Dankert

The Great Dictators univers er spændende, mørkt og folket. De er ikke bange for at bruge alternative instrumenter, og teksterne er skarpe og selvkritiske. Debutpladen kommer til efteråret, og forventningerne er tårnhøje, efter EP’en “When I Waltz”.

Hvis du ikke kender det syv mand store dark folk-orkester The Great Dictators endnu, skal du nok komme til det inden længe. Ep’en When I Waltz er deres første udspil, og den er forløber for debutpladen, som de selv siger, at de satser på at have klar til efteråret. Med selvsikre, akustiske eskapader fra bandet, Dragut Lugalzagosis nærværende karisma i front og Nikolaj Nørlund bag knapperne er eneste anke ved denne fem numre lange ep, at den er alt for kort.

Der bliver leget og eksperimenteret med instrumenteringen, og blandt andet sav, autoharpe, banjo og harmonika er inde over pladen. En kombination, der til sammen danner et organisk lydbillede, som skaber de perfekte rammer for Draguts dybe vokal og romantiserende røst. En stemme, som ikke tager sig selv for seriøst, hvilket er mildest talt befriende i disse selvglade tider. Et godt eksempel er titelsangen, som starter ud med ordene: »I’m one of those guys who likes to get kissed / before getting fucked / Well, I’m the last pet in the universe / and you won’t even give me a hug.« Hele ep’en igennem er der små underfundige twists i teksten, der gør, at jeg som lytter ikke kan lade være med at smile og blive inddraget i The Great Dictators’ ærlige og til tider syrede dagligdag. En dagligdag, hvor folk går rundt med deres hatte på hovedet, så vi ikke kan se, hvad de tænker eller drømmer om.

»I’m a groovy singing squirrel / sitting in the grass / but I always keep forgetting / collecting my nuts,« lyder det fra den baritone sanger, hvis stemmes karakter besidder tydelige ligheder med The Nationals Matt Berningers. En tekst, som lige umiddelbart kan virke en smule satirisk, men der egentlig besidder noget dybere, som vi alle sammen kan relatere til. Vi mister noget og finder noget andet. Ind imellem disse begivenheder er der en helvedes masse druk og tanker om, at det hele nok skal gå. I hvert fald så længe der er kaffe og cigaretter.

The Great Dictators’ univers er spændende, mørkt og folket. Jeg kunne dog rigtig godt have tænkt mig, at der i det mindste var en enkelt afstikker på den trods alt fem numre lange ep. Sangene er gode og melodiøse, og på trods af bandets korte levetid har de godt styr på deres musikalske udtryk. Med sådan en selvsikkerhed havde det været spændende, om bandet tog nogle flere chancer med deres sange og eksperimenterede lidt med deres måde at skabe dynamik og udvikling på. Det føles på ingen måde ensformigt at lytte ep’en igennem, men når det fulde album kommer til efteråret, er de nu selv skyld i, at jeg i hvert fald forventer noget helt fantastisk.

★★★★★☆

Leave a Reply