Brad Oberhofer står i front for bandet, der bærer hans efternavn og også indeholder tre af hans venner. Vi har at gøre med fire fyre i starten af 20’erne, fulde af energi og selvtillid, og deres personligheder bliver formidlet gennem både tekst og tone. Det fortæller dog ikke så meget positivt om kvarteten, for meget af turen gennem Time Capsules II er præget af en drengerøvsstemning, der aldrig rigtig formår at løfte sig til et specielt imponerende eller interessant stadie. Der findes passager på de enkelte numre, der egentlig sagtens kunne være opsigtsvækkende, men der er smurt så tykt et lag narcissisme på, at det tiltrækker sig mere negativ end positiv opmærksomhed.
Pladen bærer meget stærkt præg af det, der på mange måder er ganske sigende for mange unge mennesker i dag: Ønsket om at blive set og hørt, på godt og ondt. Den smule underspillet kvalitet, man enkelte gange får fornemmelsen af, bliver braget ad Helvede til, når specielt Brad Oberhofer dukker op i lydbilledet med sine “uh-uh”‘er og “ah-ah”‘er, som især lader sig høre i “Gold” og “I Could Go”. Sidstnævnte forsøger at være voluminøst, men trods Oberhofers insisterende vokal klinger det kun hult og får aldrig fat dér, hvor det giver mening for lytteren.
Jeg spænder måske min hest hårdt for, og det er foran en rigtig sur, lille kusk, men jeg finder desværre ikke mange kvaliteter i Time Capsules II, hvilket ikke kun skal tillægges Brad Oberhofers irriterende vokal. Der er skruet for meget op for “se-mig-hør-mig”-elementet, uden at det får mig til at lytte bedre eller mere opmærksomt. Der sker mange ting i den lyd, bandet har stablet på benene, men det skaber ikke den dybde, man kunne forvente eller ønske. Og tekster som »I’m cruisin’ down FDR/I’m driving my buddys car« og »You shine like gold/You shine like go-oh-oh-old« bliver bare lidt for lallede og ligegyldige.
Der er dog nogle passager med klingende og svingende rytmer, som egentlig fanger mig på nogenlunde vis, som f.eks. i det afdæmpede og poppede “Haus”. Det fungerer egentlig ok, når bandet ikke har idéer om at skulle nå skyerne, men holder lyden på et tilbagelænet og afslappet niveau. Dette er der også spor af i “Heart”, men den stemning bliver hurtigt overtaget af en misforstået og malplaceret bombastisk lyd, der tydeligt stammer fra fire fyre, der ikke laver musik for kunstens skyld, men for scenepladsen og rampelyset. Sådan synes det i hvert fald, og dette bliver sat i ironisk relief, når der undervejs i “Heart” proklameres, at »all that I asked for was a little bit of heart.« Som lytter mærker man ikke den inderlighed og det hjerte, der gerne skulle stå bag musikken.
Det lyder måske som meget at forlange, men i dette tilfælde virker det, som om bandet faktisk godt kunne have skabt et mere helhjertet og nærværende album, hvis de havde skruet ned for deres volumen og op for deres musikalske ambitioner. Jeg siger ikke, at kvartetten ikke har ambitioner, men de lader dem ikke skinne ordentligt igennem på Time Capsules II, hvis sjæl simpelthen forsvinder i drengerøv.
