Jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde skulle blive ramt af den tanke, at en koncert gerne måtte minde en kende mere om en Gogol Bordello-optræden. Ikke desto mindre poppede dét afsavn op i mit hoved mod slutningen af Beiruts Primavera-koncert. Associationen opstår selvfølgelig ved de to konstellationers forkærlighed for Balkan-musikken, om end genrens virkemidler bliver brugt på temmelig forskellig vis i de to sammenhænge. For Beiruts optræden var naturligt nok i høj grad drevet af de messingblæsere og den harmonika, som også udgør en nobel drivkraft på udgivelserne, men at bandets omgang med instrumenterne og deres take på hele koncertsituationen skulle blive så stringent, at det tenderede det decideret kedelige, var en stor skam.
Beiruts mastermind, Zach Condon, havde ellers et hengivent publikum at tage afsæt i. Nok var sættet domineret af de nyere numre fra The Rip Tide, der ikke havde helt samme gennemslagskraft hos publikum som de gamle favoritter i ”A Sunday Smile” eller “Nantes”, men aftenen var fremskreden, og publikum vældig modtageligt over for ensemblets output.
Derfor var det så meget desto mere ærgerligt, at bandet aldrig åbnede op, eksperimenterede eller på nogen måde overraskede. Selvom alene Condons fokuserede optræden og kokette kast med det halvlange hår nok vækkede en vis sympati, var det temmelig distancerende at opleve en koncert med en så sing-along-venlig konstellation, uden at der på noget tidspunkt røg mere end et spagt »thank you« ud over scenekanten. Havde grebet om materialet lagt op til denne fordybelse hos de seks på scenen, havde sagen straks været en anden, men tonerne forlod bandets instrumenter på nøjagtig samme vis som på udgivelserne og fordrede ikke til andet end spredt nynnen med, der kunne være foregået på samme måde hjemme i køkkenet over opvasken.
Bevares, det var bestemt hyggeligt at stå nogle tusinde mennesker og nynne sig frem til urets midnatsslag på den store plads. Ikke desto mindre spøgte ønsket om, at Beirut flåede lidt i harmonikaen, blæste igennem på trækbasunen eller på en hvilken som helst anden vis åbnede armene og omfavnede sit publikum. Antageligt havde det krævet en minimal indsats at bringe koncerten fra det absolut jævne til det helt forrygende.
