Vesterbro Festivals 10 års jubilæum blev fejret i solskin og med højt humør fredag den 25. og lørdag den 26. maj. Musikken blev leveret af ca. 80 bands, der tilhører den danske musikscenes nye, men fremadstormende hær. Undertoners udsendte var rundt på de seks forskellige scener og lytte til nogle af de nye skud på stammen.
Echo Me, PH Scenen, fredag 20.00
Mens solen stadig sørgede for varmen ude i den vesterbroske sommeraften, var der sammenstimlet en del mennesker ved den forholdsvis intime scene i PH Caféens lokaler, hvor den rødhårede jyde Jesper Madsen, også kendt som enmands-folkrock-projektet Echo Me, trådte på scenen med sit fire mand høje band. Udadtil ser de fem unge herrer ganske tilforladelige ud, og lige bortset fra den store tuba ude i højre side, hvis blændende genskær til tider stjal opmærksomheden, var der ikke lagt op til det helt store sceneshow.
Så snart bandet gik i gang med at spille, og Jesper Madsens smukke vokal tonede ud gennem højtalerne, var der ikke længere tvivl om, hvad det hele gik ud på, og hvorfor der i virkeligheden ikke var brug for mere gejl end det velpudsede blæseinstrumente, der i øvrigt stod for en imponerende solo. Med en karakteristisk, nærmest Rufus Wainwright’sk vibrerende og dragende hæshed, kombineret med en klingende fin klarhed og inderlighed som hos Jeff Buckley, og, ja, generelt en imponerende brug af både det høje og lave stemmeregister, formåede Jesper Madsen at komme ind under huden på publikum allerede fra første nummer.
Repertoiret fredag aften bestod af udelukkende stærke numre, nogle uptempo, andre lowkey og melankolske, fra Echo Mes selvbetitlede debutalbum, der udkom i marts. Derudover spillede de et enkelt nummer af triple-ep’en fra januar, der var et samarbejde med Nelson Can og The Freudian Slip. Her fik Jesper scenen for sig selv i første halvdel af nummeret, hvilket for alvor intensiverede oplevelsen af nærvær fra den ydmyge jyde, der udviste stor taknemmelighed for det flotte fremmøde. En fantastisk koncert, der lover godt for den unge vejlensers karriere.
Pil & Liv, U-teltet, fredag 22.15
Umiddelbart virker konstellationen ikke helt ubekendt: to søstre, en akustisk guitar og en række sukkersøde folkpop-melodier bygget op omkring en kerne af delikate vokalharmonier. De to søstre i Pil & Liv er uden tvivl en del af søskende-bølgen, som vi blandt andet allerede kender det fra svenske First Aid Kit og danske Kirsten og Marie.
Ud over de to søstre, hvor det hovedsagligt var Pil, der havde guitaren i hånden, bestod aftenens opstilling af et trommesæt, der blev spillet af pigernes diametrale modsætning – en stor skaldet mand ved navn Kent. Kent fik også lejlighed til at spille på ukulele, hvilket, sammen med en lettere påtrængende røgmaskine, føjede til koncertens lidt skæve vinkel.
Pigerne virkede ganske veltilpas på scenen, selvom de kun lige har udgivet deres debutalbum Hangovers i marts. Der blev fortalt sjove historier om ældre mænd med økser og tis, og stemningen var afslappet både på scenen og blandt publikum, der fik sig en lille dans i det så godt som fyldte telt.
Jo, de er meget tiltalende med deres jordnære fremtoning på scenen, men hvad kan de? Svaret er: De kan synge. De to søstres forskellige stemmer komplimenterer hinanden på en rigtig fin måde, og der er ikke tvivl om, at de har spillet sammen i lang tid i det private. Numrene er også dygtigt komponeret med en gennemgående lethed og syng-med-potentiale. Når det er sagt, er det svært at se bort fra, at det, søstrene kommer med, er set før i mere end én konstellation, og der mangler gennemgående en it-faktor, der gør dem genkendelige i den musikalske søskendeflok.
Hell Is in Hello, U-teltet, lørdag 19.15
Rasmus Hedeman i front for Hell Is in Hello blandede genrer på vellykket vis. Foto: Janus Engel Rasmussen
De fem raske gutter fra det københavnske alternative kammerpop-band Hell Is in Hello har tre selvudgivne album under bæltet, og selvom navnet leder tankerne mod noget mere dystert og tungt, går musikken nærmere fra dansabel og uptempo til lidt mere melankolsk og afdæmpet.
Attituden – den helt afslappede, ‘jeg er lige stået op, fordi jeg har festet hele natten’-rock’n’roll-agtige – havde drengene helt på plads, da de indtog scenen. De formåede at lokke et forholdsvist stort publikum til teltet og holdt en god energi hele koncerten igennem, kun afbrudt af logistiske problemer, da der skulle gøres plads til bongotrommerne. Jo, bongotrommer var der også.
Umiddelbart kan bandets udtryk skabe lidt forvirring. Tag et headbang-indbydende bandnavn, bland det med lige dele håbløs teenageforelskelse og kalypso-kinddans, ryst godt, drys til sidst med lidt god gammeldags spade, lidt elektronik og en anelse forvrængede råb fra forsangeren. Så har vi en spændende cocktail.
Der er ikke ligefrem tale om overvældende vokalpræstationer. Til gengæld tilføjer Rasmus Hedemans bløde stemme et nonchalant element til den gennemførte attitude, som også er med til at gøre aftenens koncert til en spændende oplevelse. Publikum og undertegnede var enige, det var fedt at komme på en lidt anderledes rejse, hvor man på intet tidspunkt var helt sikker på destinationen, selvom helvede stod på rejseplanen.
Tudsegammelt, AirScenen, lørdag 20.00
Et af aftenens hiphop-indslag blev leveret af tudsebanden fra det store fastland. De fem medlemmer af Tudsegammelt er ikke de typiske hiphop-drenge med baggy pants og cap – nix, gutterne her har stil. Med sixpence og selebukser leverer de dansk rap, som det ikke er set før.
Med rap og tuba fik Tudsegammelt startet en storslået fest lørdag aften. Foto: Janus Engel Rasmussen
Bandsammensætningen består nemlig af Lars Da Fari bag pladespilleren, hvor han står for beats samt de obligatoriske scratch, Ejnar Videbæk bag trommerne og Rune Ølpik på kontrabas og tuba, der giver det helt særlige twist. Denne fantastiske blanding giver en rusten, jazzet lyd, som var det taget fra en af 1930’ernes tilrøgede saloner, og bringer det op til 2012.
Sammen med Leon MC og Klaes på mikrofon var det en kombination, der fik AirScenens teltdug til at lette en tidlig lørdag aften. Der blev hoppet med i takt til velleverede rim om livet på landet, politiske spydigheder og meget andet, og forreste række af publikum var øjensynligt dedikerede fans, der kunne alle teksterne.
Festen kulminerede, da scatteren Simon Solem trådte på scenen med sin hat og kazoo og tilføjede endnu et lækkert element til den i forvejen fornemme pakke. Til koncertens sidste nummer blev rollerne vendt, og mens rapperne og scatteren hoppede ned blandt publikum, fik publikum lov til at hoppe rundt på scenen og fik lukket festen med manér.
The Green Lives, Øks 1, lørdag 22.00
De grønne drenge fra smilets by havde taget de solbrune ben og de store smil på til lejligheden, og der herskede en ganske organisk og fredfyldt følelse over The Green Lives’ show. Selvom solen var på vej ned, fik de nemlig skabt en illusion af varme sommerdage i Øksnehallens store lokaler. Men det er lidt som om, vi har hørt det før. Bands som The Rumour Said Fire og Treefight for Sunlight har tidligere med succes fulgt opskriften, der hedder solskinspop med et twist af folk.
Aarhusianske The Green Lives' koncert forblev på det jævne trods gode solskinsmelodier. Foto: Janus Engel Rasmussen
Repertoiret bestod af bandets to ep-udspil, det seneste fra april, hvor singlen ”Dancing in the Snow” stammer fra. Den er blevet spillet i radioen, og det kunne mærkes på publikum, der livede op til netop dette nummer. De øvrige numre på sætlisten fulgte i samme genre som sukkersøde perler på et slikarmbånd, og med tekster som »We don’t need no uniform/to believe that all the people seem the same« er hippiefølelsen ikke til at tage fejl af.
Med mandolin, tamburin, piano m.m., og selvfølgelig fuldskæg og skovmandstern, er der lagt op til skovtur, men samtidig trækker The Green Lives tråde til bands som The Beach Boys, uden dog at kunne udfylde de store drenges fodspor. Desværre virkede aftenens koncert lidt ensformig, og også en smule anstrengt og upersonlig, da publikumskontakten haltede, hvilket gav følelsen af, at man ikke rigtig lettede.
Fotos: Janus Engel Rasmussen
