Han havde aldrig været på Roskilde Festival før. Det var første gang, han så Orange Scene i levende live. Ventetiden var ovre, og nu skulle det endelig ske. Bruce Springsteen var klar til en opvisning i rendyrket rock ‘n’ roll.
Det samme var min far. Det var også hans første gang, og han kom med toget fra Vestjylland: »Min Puch kunne ikke køre så langt,« forklarede han sin sene Roskilde Festival-mødom med. Han har elsket Bruce Springsteen altid, og sammen med hundredevis af andre fædre havde han endagsbillet til lørdag. Derfor hørte man flere gange unge og beskidte festivaldeltagere sige: »Hov, der er min far.« De mange mænd i voksenlæderjakken havde ikke taget rejsen til Dyrskuepladsen forgæves.
Da Bruce Springsteen og de gamle rødder fra E Street Band endelig gik på scenen klokken 21.05, brød solen for første gang gennem skyerne. Mens den stille forsvandt, blændede arbejdsmanden fra New Jersey alle i en formidabel koncert. Det var rock og rul, og det var intet andet.
Fra første færd fik han fat i folket med den fantastiske “No Surrender” fra Born in the USA. Selvom lyden var alt for lav til det absolutte hovednavn, formåede Springsteen at holde publikum i ørerne gennem hele den tre timer lange koncert. Han viste, hvorfor Roskilde Festival angiveligt har brugt 30 % af musikbudgettet for at få ham og the E Street Band forbi – han viste, hvorfor he is The Boss.
Ved siden af mig high-fivede min far med tilfældige mænd, der som alle andre labbede den klassiske arbejderrock i sig. Der var knus til tilfældige og rockkærlighed til alle. Det samme gjorde sig gældende på scenen. Bruce Springsteen stod stort set ikke stille under hele koncerten. Så løb han ned til publikum og rørte lidt ved dem, så røg han op på scenen og hev en ung kvinde med op, han dansede med, så stod han og gav knusere til the E Street Band. De var muligvis viagra-poppin, som Bruce Springsteen sagde fra scenen, men de spiller så vanvittigt godt, at det lyder usandsynligt, at der skulle være noget galt med deres libido. Som min far sagde: »Der er meget få orkestre i verden, der kan gøre det, de gør.«
Med det enorme bagkatalog var der nok at vælge imellem for Springsteen og vennerne. Vi fik noget af det hele. Stærkest var klassikerne, men de nye sange fra pladen Wrecking Ball virkede også enormt stærke. “Shackled and Drawn” har potentiale til at blive en kæmpeklassiker, og selvom alle de nye sange ikke er sunket ind hos publikum, sad de stadig lige i skabet.
Da han spillede “The River” (den ultimative sang om svær kærlighed i arbejderklassen), løb det koldt ned af ryggen, og de små hår rejste sig, da han stemte i med mundharmonikaen. Jeg var rørt, det samme var min far. »Det må man godt,« sagde han. Vi var glade for, at han spillede den: »Så mangler vi bare “Independence Day”,« mente min far. Den kom dog aldrig. Til gengæld kom “Born in the USA”, “Born to Run”, “Dancing in the Dark” og “Tenth Avenue Freeze-Out”. Så gjorde det ingenting, at “Independence Day” ikke var med.
Koncerter behøver ikke noget andet end musik. Det er ikke nødvendigt med et kæmpe sceneshow. Det viste Bruce Springsteen lørdag aften i den tre timer lange maratonkoncert. Det var rock i den pureste form. Han er en fantastisk frontmand, han har karisma, han har spilleglæde, og han har evnen til at skrive sange, der rører ved noget indeni. Det var fantastisk.
»Det var en dejlig dag med god musik. Hører Bossen på iPodden,« skrev min far, da han sad i toget. Han kunne ikke få nok, jeg kunne ikke få nok – Roskilde Festival kunne ikke få nok. Derfor er han The Boss.
Jeg har kigget efter overskriften Bruce Den Almægtige, men ingen har brugt den.
Meget fængende beskrivelse af din og din fars oplevelse.Sådan tror jeg mange havde det.
Mine 2 cents her:
http://michaelniebuhr.wordpress.com/2012/07/08/bruce-springsteen-skrue-op-for-charmen-stemningen-og-lyden-pa-roskilde-2012/