Fra fyret i Hanstholm til Agger Tange. Thyboerne er stolte af deres natur og faktisk med god grund, for i 2007 blev Nationalpark Thy oprettet som Danmarks første. Nu har de så atter noget at være stolte af derude vestpå mellem klitter og marehalm. Danske Artificial Brothers med rødder i Thisted debuterer med fængende alternative rocknumre med et energisk og naturligt udtryk. Det skyldes i høj grad produktionen, hvor indspilningen foregik live isoleret på en gård i Thy efter et halvt års fokuseret arbejde med Make Our Hearts Sway.
Kvintetten udspringer af et venskab fra Thisted Gymnasium og blev dannet i 2007 – omtrent samtidig med, at nationalparken blev blåstemplet af Miljøministeriet og kom på alles læber. Helt så stærkt er det endnu ikke gået for de fem gymnasievenner, men en del anerkendelse er dog allerede høstet forud for debutpladen. Bandet deltog bl.a. i DR’s musikkonkurrence ”Rocktoget”, hvilket kastede titlen ”Årets Rockfund” på P4 af sig i slutningen af 2009.
Artificial Brothers vandrer rundt i et noget dystert og melankolsk landskab, hvor der heldigvis også er plads til den gode melodi. Make Our Hearts Sway er produceret af Niels Høg, der tidligere har skruet på knapper for bands som Cody, The Kissaway Trail og Munich. En konstant dragende, intens og til tider støjende lyd smyger sig omkring albummets 10 numre. Efter bandets eget udsagn en stil, der kan karakteriseres som moderne melodisk rock. Forsanger Mathias Bertelsen kæmper ihærdigt for sagen, og han lykkes på store dele af pladen ved en autentisk og vedkommende præstation.
Pladen varierer mellem stilsikre og tempofyldte guitarriffs og melodiske instrumenteringer. Åbningsnummeret ”Redemption” fungerer perfekt som icebreaker. Det er storladent og lokker på næsten magisk vis lytteren med indenfor. ”Spiders”, ”Psychedelic Friend” og ”Oh My God” er fængende og aggressive uptempo-numre, der virkelig klæder kvintetten. Udfordringen for bandet er her at dyrke sin egen lyd og ikke forfalde til noget, der er hørt før; her tænkes især på amerikanske Interpol, når Artificial Brothers spiller raskt på instrumenterne.
Make Our Hearts Sway er larmende og behagelig, smuk og truende. Lidt som landskabet, hvor bandet førhen slog deres folder. Et landskab og en natur, der indbyder til storslåede oplevelser. På debutpladen byder Artificial Brothers i overvejende grad ind med en positiv og bemærkelsesværdig oplevelse, der fremstår spillevende med en naturlig og ren lyd. Helt i tråd med den natur, der fremkalder så meget stolthed. Den endelige nationale og folkelige blåstempling af Artificial Brothers lader dog vente på sig lidt endnu, men også kun lidt.






En absolut god anmeldelse som jeg langt hen af vejen er meget enig i. Artificial Brothers er fra min by Thisted, og jeg har hørt dem en del gange efterhånden – sidste gang til Alive Festival sammen med min søn på 9 år, som oplevede rock for første gang til en koncert. Og sikke en koncert. AB er så absolut et fedt liveband.
Jeg tror på at der er en marked til AB, selv om det ikke er mainstream rock eller pop. Jeg håber og forventer at et SÅ seriøst og dygtigt band kan gøre det til noget stort.