Plader

Right Away, Great Captain!: The Church of the Good Thief

Skrevet af Andreas Overgaard

Når Andy Hull ikke har travlt med Manchester Orchestra og Bad Books, spiller han smuk, introvert folk i sit soloprojekt, Right Away, Great Captain! På projektets sidste plade sætter han for alvor fast, at soloprojekter sagtens kan være interessant – så længe man har noget på hjerte.

Soloprojekter bliver næsten altid mødt med blandede følelser. Nogle gange lykkes de på glimrende vis, men lidt for ofte ender de op med at vise en mand eller kvinde, der udsender albums, som ikke bare er kæmpeskuffelser (Chris Cornell, Scott Weiland osv.), men som set i bakspejlet aldrig burde have set dagens lys med kvaliteten af udgiverens hovedprojekters diskografier in mente.

Til gengæld er det så dejligt forfriskende, når en singer/songwriter endelig udsender et udspil, der har noget på hjerte og giver mening at udgive i eget navn frem for fuldtidsbeskæftigelsens. Andy Hull er til daglig sanger og spadesvinger i det emotionelle, alternative rockband Manchester Orchestra, men når han og orkestret holder pause, og han ikke har travlt med Kevin Devine i Bad Books, står han bag konceptsoloprojektet Right Away, Great Captain! (RAGC).

Det, der adskiller Hull fra de fleste andre frontmænd, er, at han er lige så dygtig en fortæller, som han er sangskriver. Lidt i stil med Colin Meloy fra The Decemberists formår han at danne et smukt, poetisk billedsprog, som giver lytteren lyst til at dykke ned i hans fortællinger. The Church of the Good Thief er den afsluttende plade i RAGC-trilogien (hvis der ses bort fra b-side-albummet The Lost Sea) og fortsætter, hvor forrige album The Eventually Home slap. Pladens fortæller er netop vendt hjem fra havet, og i et klassisk vendetta-scenario opdager han, at hans kone har været ham utro med hans bror, hvorefter fortælleren myrder sin bror. ”Blame”, åbneren på The Church of the Good Thief, fortæller om sekunderne efter mordet (»My fingers are numb around your warm, pulsing throat«), og en stor del af pladens lyrik centrerer om den skyldfølelse, fortælleren plages med i tiden efter mordet. Fortællerens desperation fortolkes fortrinligt af Hull, der med stor skrøbelighed og indlevelse sørger for, at lytteren sidder på kanten af sædet under hele pladens 39 minutters spilletid.

Produktionen på The Church of the Good Thief er langt den største af de tre RAGC-plader. Hvor debuten udelukkende bestod af Hull og hans akustiske guitar, flirtede The Eventually Home mere med et større lydbillede og med tilføjelsen af ekstra guitar, et piano og noget let percussion; en tilføjelse, der for alvor integreres på The Church of the Good Thief. Pladen er desuden solid sangskrivning fra start til slut, men desværre er sange som ”I Am Aware” og både del 1 og 2 af den afsluttende duo ”Memories from the End” ikke nær så tranceindbydende som de fantastiske numre ”Blame”, ”When I Met Death” og ”Rotten Black Root” – pladens tre højdepunkter. Det giver en tidlig følelse af, at det kun vil gå nedad herfra, da de to førstnævnte højdepunkter samtidig er pladens to første skæringer.

Enkelte middelmådige numre ændrer dog ikke på, at The Church of the Good Thief er et interessant bekendtskab fra start til slut. Lyrikken er i top over hele pladen, og generelt må The Church of the Good Thief ses som en smuk afslutning på en meget interessant trilogi. Det er ærgerligt, at Right Away, Great Captain!-projektet sejler mod pension, men mon ikke den konstant arbejdende Andy Hull allerede har gang i noget ny musik af lige så høj kvalitet.

★★★★½☆

Leave a Reply