Det er en drømmende affære, Jack Tatum skaber under navnet Wild Nothing. Et projekt, som startede på hans lille kollegieværelse, og altid har båret præg af en indelukket lidenskab efter verdenen udenfor. Hvor hans første album, Gemini på trods af sit navn havde en mere melodisk forskelligartet tilgang til musikken, har han på Nocturne forsøgt sig med en vis grad af ensretning. Hvert eneste nummer er et forsøg på at genoplive den perfekte 80’er-popmelodi på fornyet facon.
Wild Nothing startede som et enmandsprojekt, og Tatum har derfor altid været afhængig af fængende lyrik. Selvom han har band med live, er han først og fremmest sangskriver. Det smitter selvfølgelig af på musikken, hvor vokalen er forrest i lydbilledet. Og selvom man kunne tro, at lyrikken ville blive skubbet i baggrunden, når der er tale om jagten på den sublime pop, formår Tatum at forene de to på meget smuk, Morrisey-agtig manér.
Linjerne »Call someone up / Just to have a drink / And talk about anything, I don’t care« og »Get out of the house / For an hour or two / But it’s missing something I can’t explain« fra “Disappear Always” opsummerer udmærket albummets stemming. En flygtig eskapisme blandet med en simpel længsel efter kærlighed – som i “Only Heather” og “Rheya” – folder Tatums budskaber ud på en dyb, om end lidt klichéfyldt, letforståelig måde.
Musikalsk deler albummet sig i to. De upbeat numre som åbneren ”Shadows”, titelnummeret og serenaden ”Only Heather” baner vej for dansevenlige toner, samtidig med at de beskæftiger sig med emner, der egentlig ikke er passende til en dans. Deres opbygning har mange ting til fælles – faktisk så mange, at det kan ende med at blive en smule trættende. Det kraftfulde, simple backbeat er gennemgående numrene igennem, versene er akkompagneret af en let forvrænget guitar, og omkvædene defineres af et fængende, gentagne guitarriffs, som altså til sidst er mere skuffende end frydefulde.
Det er heldigt, at Tatum også inddrager mere eksperimenterende numre, som ligger nærmere, hvad han viste os på Gemini. Numre som “Through the Grass”, “Rheya” og “Midnight Song” skaber afveksling fra de en smule ensformige redskaber, Tatum bruger på resten af pladen. Lange svævende passager leder tankerne hen på sen 80’er-dreampop og shoegaze. Her i en mere uskyldig, ungdommelig fremtræden: som et stoffrit kærlighedsbarn mellem Slowdive og My Bloody Valentine.
Rent lydmæssigt er Wild Nothing nået langt i forhold til forgængeren, for hvor lyden på Gemini var lo-fi, skramlende og ”hjemmelavet”, opnår Tatum på Nocturne en mere ren, poleret lyd. Det giver selvfølgelig pote i de mere poppede numre, men også i de mere flyvende og afprøvende er det befriende at høre det indspillet i høj kvalitet. For når det kommer til den slags musik, skal man ikke lede særlig længe, før bunkevis af hjemmelavede lo-fi-indspilninger byder sig til med et budskab om, at præcis den form giver musikken en speciel form for autenticitet.
Tatum er utvivlsomt en del af den slørede, sårbare musik af tidsånden, som søger tilbage mod den lunefuldt angste musik, 80’erne producerede. Det smukke ved Wild Nothing er evnen til at skjule og omdanne det gennem optimistiske melodier og samtidig vise det på de stadig poppede, men langsommere shoegaze numre. Det er en dualitet, som sammen med Tatums forfinede øre for den gode melodi redder Wild Nothing fra at kunne sættes i bås med et hav af andre nuværende kunstnere.
