Siden Hot Chip i 2006 markerede sig med singlen “Over and Over” og to år senere for alvor hittede med “Ready For the Floor”, har det engelske band udviklet en stadigt strammere måde at formgive og producere deres numre på. De har dog altid været musikalsk legesyge og svære at genredefinere med afstikkere til både house, soul og synthpop. Det samme gælder dette soloudspil fra Alexis Taylor, der normalt både synger og spiller på tangenter, guitar og percussion i bandet.
Titlen på den fire numre lange ep er en reference til et legendarisk langskudsmål. Men det er dog snarere skudøjeblikket end selve målet, der kan drages paralleller til. Projektet virker nemlig på mange måder lige så hasarderet som at skyde på mål fra 40 meters afstand. Og i modsætning til Nayims 18 år gamle fuldtræffer når Taylors ep aldrig i mål, fordi den mangler retning.
“Rhodes Dream” er ep’ens første og bedste nummer. Stramme, elektroniske trommer lægger bunden, mens percussion og en doven basfigur tilfører en vis håndspillet varme i lydbilledet. Synthesizer-melodien skaber en interessant, rytmisk forskydning i forhold til beatet, der kræver lytterens fulde koncentration, for at nummeret ikke vælter, og en jævnt fængende vokalmelodi tager herefter fokus. Nummeret er her både spændende og nogenlunde vellydende. Og så er det tilmed det eneste sted på ep’en, at lytteren bliver forkælet med noget så konventionelt som vers og omkvæd. Herfra taber nummeret – ja, faktisk hele ep’en – sit musikalske fokus og derved også sit greb om lytteren.
Det andet nummer, “You Want Me”, er bygget op omkring et simpelt, konstant house-beat. Den fængende og steel pan-agtige synthmelodi, kunne sagtens blive videreudviklet, hvis den fik lov at lede op til et decideret b-stykke eller blev bakket op af en tekst. Men i stedet fjernes melodien helt for at blive erstattet af en noget tam gentagelse af sætningerne »You want me« og »I just wanna see your eyes«, som udgør nummerets eneste vokal. Derefter forsvinder også vokalen, og den sidste halvdel af nummeret er et stort rod af improviseret synthesizer og percussion.
Og roderiet fortsætter på resten af ep’en. “Hot Squash” etablerer for så vidt et velfungerende og minimalistisk lydbillede med både breaks og guitar, men i stedet for at holde den opbyggede energi ved lige begynder også dette nummer efterhånden at opløse sig selv ud i meningsløsheden. Og det bliver kun værre i den afsluttende “Jesus’ Birthday”, der primært er en leg med effekter uden struktur, hvor man kun hører antydninger af egentlige rytmer og melodi. Nummeret kommer derfor aldrig nogen vegne. Det tager i hvert fald ikke lytteren med.
Mødet mellem de stramme elektroniske beats og det håndspillede og improviserede udgør ellers et interessant spændingsfelt på ep’en, og der bliver også eksperimenteret i selve produktionen. For eksempel kan man undervejs høre, at der bliver skruet hurtigt op og ned for volumen på enkelte spor i mixet, og Taylor benytter sig også af stereo-panorering, hvor enkelte instrumenter svinger mellem højre og venstre højtaler. Det er i sig selv sjovt nok og ville kunne bruges kreativt til at underbygge en fortælling i numrene. Men ligesom meget andet forekommer det helt umotiveret her.
Både de enkelte numre og ep’en som helhed virker ganske enkelt ikke gennemtænkt, og musikken mangler i den grad struktur og genkendelighed. Der mangler opbygning undervejs, og der mangler en fortælling, som lytteren kan forstå og blive en del af. Det er især synd, at Taylor ikke bruger sin karakteristiske, androgyne stemme noget mere, når numrene i den grad mangler udvikling og noget, der mere direkte taler til lytteren.
Taylor har indspillet og produceret alt selv, og det er hans anden soloudgivelse, så ep’en skal selvfølgelig ikke bare bedømmes på Hot Chips præmisser. Men det er frustrerende at vide, hvad Taylor formår med lidt mere fokus på form, melodi og vokal. Ep’en er en leg uden personlighed, uden inderlighed, og man får ikke noget at vide om, hvem Alexis Taylor er, eller hvad han vil opnå med musikken. Det lyder som et soveværelsesprojekt, der ikke er lavet for andre end ham selv. En dj kan måske have lidt sjov ud af at mixe numrene, men det er svært at se, hvad den gængse lytter, inklusiv fans af Hot Chip, egentlig kan tage med sig og bruge fra Nayim From the Halfway Line.
