Tilbage i 2011 fandt jeg de helt store roser frem, da jeg stiftede bekendtskab med et band ved navn Betting on the Mouse. De indledende forventninger var i bund, den efterfølgende positive overraskelse var helt i top. I dag er situationen en ganske anden. Jeg har mine forventninger til, hvad der er mig i vente på pladen, og jeg er langt sværere at sparke benene væk under denne gang.
Betting on the Mouse kommer dog fra start fuldstændig som ventet, og det gjorde mig glad. “Paralysed” hedder åbningsnummeret, og det må siges at være en ganske velvalgt titel. For nummeret er i sit udtryk meget ubevægeligt, kører i ring i den samme lidt utydelige melodi, mens Martha Marie Skous drømmende vokal nærmest svæver over musikken. Denne lidt tunge stil føres videre i “Bite”, der kører mere eller mindre melodiløst fra start til slut. Måske lyder det lidt tungt og trist, hvilket det på sin vis også er. Men det er netop pointen, og denne indledning på Betting on the Mouse fungerer næsten som en flydende overgang fra den to år gamle ep.
Men lidt forandring skal der jo gerne til hen ad vejen, og et nummer som “One Lover” ændrer på det helt stillestående udtryk på de to første skæringer. Man bliver pludselig opmærksom på Xian Foo bag trommerne, der også får lov at spille rigtigt med her. Pludselig kommer der liv i pladen, og det hele er langt mindre indadvendt og trist, og skønt de følelser nu ikke er lagt helt på hylden, signalerer “One Lover” et klart stilskifte.
Man kunne på forhånd have frygtet, at det lette skydække, man fornemmer i tekst og musik, var forduftet fra Skous sind siden sidst, men dette lader ikke til at være sket på dette værk. Et værk, der er blevet til både i Nordvest-kvarteret og på de syv verdenshave, som Martha Marie Skou har udforsket som besætningsmedlem på et sejlskib. Blandingen af de to fornemmes gennem de 10 sange, der har en snert af ubeslutsomhed over sig. Pladen springer konstant mellem udtryk, der giver plads til sindsstemninger som ensomhed og rastløshed.
Selvom jeg i denne omgang havde visse forventninger til, hvad Betting On The Mouse kunne byde på, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg egentlig har fået det meste indfriet. Jeg kunne til tider godt have tænkt mig lidt mere liv på pladen. Skous smukke vokal kunne godt have fået lov at folde sig lidt mere ud, ligesom det ville have været fint, hvis lydbilledet blev sparket lidt mere i gang. Men det slår egentlig ikke skår af min glæde ved denne plade, der i sine bedste øjeblikke fuldt ud lever op til samtlige af mine forventninger.
