Alle elsker en god historie. Det har amerikanske Matmos været meget bevidste om gennem de seneste 15 år, hvor duoen har udgivet ni fuldlængdeplader. A Chance to Cut Is a Chance to Cure var f.eks. en temaplade bygget på optagelser af kirurgi, The Civil War de- og rekonstruerede folkemusik fra midten af forrige årtusind, og The Rose Has Teeth in the Mouth of a Beast samlede soniske portrætter af navnkundige bi- og homoseksuelle som Ludwig Wittgenstein, Patricia Highsmith og William S. Burroughs. I alle tilfælde har Matmos omhyggeligt benyttet lejligheden til at fortælle historier – om at besvime under optagelser på operationsstuer, ved at iføre sig middelalderlige adelsmandsklæder eller gennem indgående forklaringer om, hvorfor det f.eks. var tvingende nødvendigt at købe sølvfarvet lamé for at kunne indspille et nummer om Valerie Solanas.
Fortællingen om Drew Daniel og Martin C. Schmidts niende album er imidlertid deres mest omfattende hidtil. Gennem flere år har Daniel udført mere end 50 såkaldte Ganzfeld-eksperimenter: et parapsykologisk forsøg, hvor en afsender prøver at telepatere et budskab til en modtager, hvis øjne og ører er skærmet af.
Vanligvis vil afsenderen transmittere en simpel grafisk figur, og nævner modtageren så at have ‘set’ den, er man et skridt tættere på at bevise, at telepati virker. I Drew Daniels version af Ganzfeld-forsøget har han som afsender i stedet forsøgt at overføre sin idé om konceptet for pladen, hvorefter modtagerne afrapporterede syns- og lydindtryk samt alskens tankerækker.
Båndudskrifterne har derefter tjent som forlæg for Matmos og duoens mange gæstemusikere: Hørte en modtager horn, skulle der skaffes messingblæsere. Blev der talt om vand, der skvulpede rytmisk, måtte det indgå. Og så fremdeles. I flere af numrene optræder også uddrag af optagelserne fra forsøgslokalet, og på den måde bliver man løbende mindet om den store fortælling.
Noget af det vidunderlige ved The Marriage of True Minds er imidlertid, at musikken i sig selv er så god, at man sagtens kan glemme den (fup)videnskabelige ramme. Nok er idéen om at telepatere sig frem til en plade så bizar, at man skal være svært blasert for ikke at have lyst til at høre bare en lille smule af resultatet – hvem kan stå imod så god en historie? Men når man først lytter, er Ganzfeld-forsøgene kun en biting. Det centrale er, at Matmos rammer en imponerende balance mellem avantgarde-beslægtede eksperimenter og en umiddelbar musikalsk tilgængelighed, der kan kategoriseres som en slags electronica-artpop.
Bevares, Matmos kommer ikke til at indtage P3, men numre som ”Very Large Green Triangles”, ”Teen Paranormal Romance” og ”Tunnel” kombinerer dansable beats med melodiske hooks, der bider sig fast med det samme. I ”Very Large Green Triangles” danner en forsøgspersons nynnen afsæt for en klimprende flygelmelodi, der både trækker tråde til John Cages prepared piano og til honky-tonk, mens svimlende strygere fortætter den gotisk-spiritistiske stemninge. “Tunnel” trampes fremad af et let synkoperet 4/4-beat, og over det flår et discoagtigt guitar-lick sig løs af alle tøjler og gør nummeret til en art dunkende, hypnotisk støjsurfrock.
The Marriage of True Minds er sprudlende veloplagt, og begejstringen smitter lytteren. Ikke mindst fordi Schmidt og Daniel dygtigt finder plads til både impro-leg og en nærmest umærkelig, men ikke desto mindre målrettet styring af numrene. Det meditative ”Aetheric Vehicle” bygger hele vejen igennem på en lys synthmelodi, der slanger og bugter sig uregerligt oven på en dybere rundgang. Fornemmelsen af at høre et stenet jam fra et newage-center musiklokale fortager sig imidlertid takket være en underspillet intensivering af de rytmiske elementer og en lavt mixet guitar. Den afslappede stemning forbliver, men de forskellige tilføjelser sikrer, at lytterens koncentration ikke sejler helt væk.
The Marriage of True Minds står svagest, når duoen tager forsøgspersonernes udsagn mest bogstaveligt. I “Mental Radio” lykkes det godt nok på forbløffende vis at nå omkring knitrebeats, rytmisk vandpjasken, bongotrommer, et triangelcrescendo, vuvuzela og et etioperjazz-brass-gadeorkester i løbet af bare tre minutter – uden at det føles spor forceret. Men både “Ross Transcript”, der slavisk følger en af Ganzfeld-modtagernes beskrivelse, og “In Search of a Lost Faculty”, der kondenserer forsøgspersonernes mange henvisninger til trekanter og triangler, kommer snarere til at fungere som manierede lydcollager eller hørespil. Eller sagt på en anden måde: De kommer til at lyde, sådan som man kunne frygte, at et studentikost og højpandet koncept om telepati og associationsrækker ville lyde.
De to afvigelser er dog ikke nok til at bryde albummets fortryllelse, og det skyldes især, at pladen varierer strålende. Straks efter det uhåndgribelige “Ross Transcript” følger det helt anderledes ligefremme og catchy “Teen Paranormal Romance”, mens det abrupte “In Search of a Lost Faculty” følges af det Terry Riley-klingende afspændingsepos “Aetheric Vehicle”, der så igen afløses af en grotesk coverversion af Buzzcocks’ ”ESP”. Over otte minutter bevæger det sig fra growl-vokal og dundrende doom metal-guitar over skingre violinskrig og marchtrommer for til sidst at lyde som et 60’er-rockband, der er faret vild på en tidsrejse. På papiret lyder det fjollet, men i hænderne på Matmos er det snarere morsomt – også ved 10. lyt.
På den måde er “ESP” ganske betegnende for The Marriage of True Minds. Mens A Chance to Cut… er kritisk over for skønhedskirurgien, og The Rose Has Teeth… kan ses som et seksualpolitisk statement, stikker alvoren ikke så dybt denne gang. Matmos’ niende plade er ikke en plade om telepati, okkultisme eller tvivlsom naturvidenskab. De elementer udgør blot et afsæt for at fortælle en god historie, der er næsten lige så svær at stå for som Matmos’ musik.





