Der er mange ting at tage fat på mht. The Child of Lov. Indtil for nylig var hans identitet hemmelig, men nu har han valgt at stå frem med navn og ansigt. Han er 25 år, fra Amsterdam og ligner en krydsning mellem Zlatan Ibrahimovic og Prince. Alt ved ham er selvproduceret: hans beats, hans spraglede artwork og hans eklektiske stil, der tit involverer spraglede designerskjorter eller 90’er-track suits. Han modtog for nylig NMEs talentpris, og hans første booking nogensinde er Glastonbury. På alle måder er mystikken omkring Cole Williams intakt, selv om han ikke længere gemmer sig i skyggerne.
Det er dog musikken, der virkelig gør det værd at bruge spalteplads på The Child of Lov. På trods af hemmelige identiteter, hollandsk accent, Versace-skjorter og Glastonbury-bookingen er det uden tvivl hans sange, der har båret ham frem fra soveværelse-produktioner i Amsterdam til en pladekontrakt og samarbejde med Damon Albarn og DOOM i London. Selv ynder han at beskrive sin musik som “neon solitude”, “pineapple camel funk” og “intergalactic R&B”, mens han nævner inspirationskilder som Otis Redding, Madlib, Prince og, som det helt store idol, D’Angelo. Musikalsk placerer han sig også i fodsporene fra 90’ernes neo-soul-bevægelse, om end med en mere beskidt og funky attitude.
Åbningsnummeret “Call Me Up” er et godt eksempel på den blanding af sveddryppende produktion og The Child of Lovs særegne vokalføring – høj, men tilbagelænet – som er karakteristisk for albummet fra start til slut. Tempoet er slæbende, og særligt trommerne fremtvinger nakkesvingninger.
I denne kategori ligger også utrolige stærke numre som andensinglen “Give Me”, “Warrior” og særligt albummets bedste skæring, “One Day”. Sidstnævnte vækker klare minder til den uhyggelige Organized Noise-produktion på Goodie Mobs “Cell Therapy”, da et lignende mareridtsagtigt orgel spiller hen over et simpelt blues-riff og en tung pulserende bas, som særligt i omkvædet sætter sit stærke præg på nummeret. Over denne fantastiske produktion krænger The Child of Lov sin sjæl ud i skiftevis forpint og iskold stil.
Det er på et af disse dystre beats, at han får ærefuldt besøg af DOOM. Nummeret hedder “Owl” og inkluderer sammenflydende samples af diverse strengeinstrumenter sammenlagt med en klappende lilletromme og The Child of Lov, der igen og igen crooner: »Ooow ooow oow, baby… Baby.« DOOM bidrager med sit sædvanlige stavelsesorgie og fortsætter sin form fra projektet JJ DOOM, bl.a. med et fantastisk omkvæd: »Stay up all night, work all day, still be alright / Stay leaning between woke and sleep like “how?” / Keep it on the creep, peep it like a… wise owl.« Nummeret er ikke blandt de allerbedste på pladen, men DOOMs gæsterim giver albummet et naturligt afbræk, der bidrager fint til det skiftende flow fra nummer til nummer.
Mellem de tungere og mere dystre produktioner ligger også nogle mere up-tempo bud på neo-soul, blandt andet førstesinglen “Heal” med stikkende guitarriffs, tung mudret bas og store bløde trommer. Nummeret fungerer ganske fint, særligt da den overstyrede elektroniske bas træder ind efter det første omkvæd. Et lignende udtryk findes i den insisterende “Go With the Wind”, den totalt afslappede og lettere fjollede afslutter “To the People” og den suveræne, blues-inspirerede “Fly”.
The Child of Lov indskriver sig på listen over auteur-kunstnere, der forsøger at redefinere soulgenren. Efter en lang bølge af retro-R&B, der forsøgte at genskabe Motown, ses nu et modsvar. Med inspiration fra den lidt tungere sydstats-soul og neo-soul-bølgen fra 90’erne har Jamie Lidell, James Blake, How to Dress Well, Jai Paul og Jamie Woon rakt ud efter de gamle soultraditioner og givet dem et personligt pift. I denne perlerække virker The Child of Lov mindre seriøs, hvilket resulterer i en lang række numre, der virkelig byder på mange forskellige ting, men alle har det de til fælles, at funken flyder frit.
The Child of Lovs helt store styrke ligger i produktionerne. Han er en udmærket sanger, der formår at komplementere sine beats med den rette stemning i vokalen, og teksterne er til tider effektfulde, men det er evnen til at drive beatet væk fra formularer og restriktioner og ud i den groovy og funky rytmik, der virkelig sætter The Child of Lov foran sine konkurrenter. Den afdøde hiphop-producer J Dilla fortalte engang The Roots-trommeslageren Questlove noget lignende, der meget godt indkapsler følelsen: “You use the force, you keep it simple, you can keep it sloppy, but just keep it funky.”
