Plader

Dina Ögon: Oas

De svenske retropoppere fortsætter, hvor deres seneste plade slap, mens de forfiner og viderefører et musikalsk udtryk, som både spiller efter og skubber til genrekonventioner og lytterforventninger.

Dina Ögons selvbetitlede debut fra 2021 udmærkede sig med euforisk og underfundig retropop. Sommerbangers som ”Undantag” og ”Tombola 94” har været i flittig rotation på P6 BEAT. Nu er bandet, som består af vokalist og sangskriver Anna Ahnlund, bassist Love Örsan, guitarist Daniel Ögren og trommeslager Christopher Cantillo klar med deres anden plade, som har fået den idylliske titel Oas. En titel, der ved første øjekast falder godt ind i bandets sommerlige udtryk fra debuten. Oas udvider dog paletten af musikalske stemninger og idéer i dét, der viser sig at være et meget stemningsfuldt og legende, men samtidigt eftertænksomt værk.

Bandet lægger blidt ud med ”Bakom glaset”, et nummer som i sit udtryk minder meget om det, man finder på debuten. Lydbilledet er en varm kombination af soulede guitarer, tilbagelænet, melodisk bas og knastørre halvfjerdsertrommer. »Bakom glaset lever du.« Anna Ahnlunds vokal falder elegant ind i nummerets instrumentering, som skaber en forventningshorisont for de følgende sange. Allerede på næste nummer bliver der dog tilføjet nye elementer til lyden. ”Mormor” spiller ind i det varme og nostalgiske. Denne gang underbygget af smooth Philly soul-strygere. Teksten udforsker forholdet til en person, man først i bagklogskabens lys rigtigt forstår: »Nu vet jag mormor / Den där blicken / Vad det var du ville säga mig.« Tidens gang står som et af pladens gennemgående temaer. Næsten lidt for oplagt, bandets nostalgiske lyd taget i betragtning, men jeg oplever det nærmere som tankevækkende end som tårevædet. Da der i slutningen af sangen fyres en fjerlet guitarsolo af, triumferer nostalgien og de gode minder.

På ”Vi smälter” transporterer Dina Ögon lytteren ind i et efterårligt univers. En blidt dragende akustisk guitar og en søvnig og udsyret rytme, leder tankerne hen på noget af Nick Drakes mere psych-folkede materiale. Ahnlunds double-trackede vokal træder overjordisk frem: »Vi smälter ned på stenarna / Stenarna glänser.« Det surrealistiske billede bidrager til sangens gådefulde melankoli; en melankoli, der i omkvædet viger pladsen for en nærmest paradisisk eufori. ”Vi smälter” afslører rammende de stemninger, Dina Ögon formår at balancere på Oas. Det gennemstrømmer sangen og albummet som helhed, at de idiosynkratiske genremøder faktisk fungerer. På den inderligt eftertænksomme ”År”, hvis tekst stammer fra et digt af den svenske digter Lina Ekdahl, lyder det: »Dessa år / Denna tid är ingenting / Du får räkna med minst / Det tre eller fyrdubbla.« Igen spilles der på modsætninger, idet sangens solskinsakustiske hook komplimenteres af Ahnlunds alvorstunge stemme. Den folkede lyd er oprigtigt smuk og viser, hvordan bandet også står skarpt når tempoet skrues ned og arrangementerne dæmpes. På titelnummeret besynges et (platonisk) kærlighedsforhold i sin reneste form: »Nu bär jag dig hem, bär dig igen / Men du har blivit någon annan än du var.« Sangens tilbageskuende tekst understøttes af et klavermotiv taget direkte ud af halvfjerdserne kombineret med nogle himmelske harmonier fra Ahnlund. Der er en befriende lethed i budskabet, som også opsummerer pladen som helhed.

Albummets anden halvdel åbnes med et mood piece i form af ”Mellan slagen”. En tung hiphoprytme og atmosfæriske keyboardflader leder tankerne hen på tidlig Gorillaz. Da den afdæmpede vokal rammer, lyder bandet som en blanding af førnævnte Gorillaz og californiske Khruangbin med en knivspids Sault. Det er ikke noget banebrydende track, men det viser bandets vilje til at blande stilarter og strømninger, man normalt ikke ser sidestillet på den måde; og deres evne til at lykkes forbandet godt med det.

Kvaliteten af produktionen, (som Dina Ögon selv har stået for,) er i sig selv værd at bemærke. Om det drejer sig om barok-pop (”Berget”), psychfolk (”Vi smälter” og ”År”), eller hiphop (”Mellan slagen”), så bliver de forskellige genrekomponenter inkorporeret i dét, der først og fremmest bliver bandets lyd. Noget så klassisk som fire mennesker i et rum, som konstant er på musikalsk bølgelængde med hinanden. Selvom jeg har peget på flere mulige inspirationskilder, er der ikke noget, der ender som en halvfærdig pastiche eller rent chill. Særligt vokalmelodierne holder sammen på, hvad der ellers godt kunne være endt som lidt af en sonisk rodebutik. Oas bliver dog aldrig en stiløvelse. Selv når bandet skejer allermest ud – som på den afsluttende grande finale af en albumlukker, ”Pumpan” – kan konceptet sagtens bære det. Tempoet er sat gevaldigt i vejret, og Dina Ögon viser sig som det genialt groovy dansband, de også er. Her er både jazzfraseringer, et sitarklingende riff og et heftigt break, hvor der helt umærkeligt slås over i tropicália-rytmer med koklokke en masse. Jeg kan ikke umiddelbart forestille mig en bedre afslutning. Det er en opløftende slutning på en plade, der har udforsket flere afkroge af det musikalske og følelsesmæssige spektrum, som så får lov til at runde af med en forløsende jam.

Oas er en broget samling af vidt forskellige udtryk, men alle idéerne er uhyre veleksekverede. Pladens potpourri af idéer bliver i mine øjne umiskendeligt Dina Ögon’sk. En vaskeægte fornøjelse af et musikalsk bekendtskab!

★★★★★½

Leave a Reply