YES, hvor det holder, det her. Endelig en af de plader, hvor man efter flere og flere gennemlytninger får bekræftet sin første anelse: Her er noget rigtig stort på færde. Hvor man springer hen til anlægget for at trykke play igen, så snart sidste nummer er rindet ud.
Umiddelbart er Laura Marlings Once I Was an Eagle ellers en stor mundfuld af et svært tilgængeligt album. Overvældende i sin rigdom, langtrukken, løst skitseret, kringlet og forvirrende om end med en stærk og meget let genkendelig signaturlyd. De 16 numre minder til forveksling om hinanden i en overraskende høj grad: Rytmer og riff kører i ring, et væld af melodiske og lyriske mønstre fletter sammen for at blive genoptaget senere med en knapt tydelig variation til forskel. Flere af numrene både begynder og fader ud lettere ubemærket, grænserne mellem dem fortaber sig drilsk i helheden. Hvis ikke den helhed var så dragende, kunne det godt falde helt til jorden.
Alt er stort set skåret efter samme simple – men så alligevel også labyrintiske – singer/songwriter-skabelon med Marlings skiftevis blide og aggressive akustiske guitar og forrygende stemme (bedst, når den er hæs og nasal, men mestrer også overlegent Joni Mitchell’sk falset) som de to dominerende elementer. Imens ligger momentvis klaver, enkelte strygere og trommer langt tilbage i lydbilledet som dybdeskabende hjælpere, uden de dog gør det store væsen af sig eller tager fokus.
Jeg blev således ved med at misse overgangene numrene i mellem, uanset hvor meget jeg end spidsede ører, og havde intet overblik over, hvad jeg allerede havde hørt, hvad der var nyt, hvordan første nummer egentlig adskilte sig væsentligt fra andet osv. osv. En kende frustrerende, men også underligt motiverende for lytteoplevelsen.
Efter en god del tid og tålmodighed begynder de enkelte sange dog at træde i karakter som selvstændige størrelser. Et instrumentalt interlude deler albummet på midten i to suiter, og denne tilgang gør det lidt lettere at fordøje. Anden suite er jeg stadig i færd med at blive helt fortrolig med, og umiddelbart når den ikke helt op på den førstes gennemgående høje niveau, men begge kunne de – både i forhold til kvalitet og kvantitet – snildt stå alene som selvstændige udgivelser.
Det er vel ikke for meget at kalde Once I Was an Eagle et konceptalbum. Teksterne kredser om den besværlige kærlighed, om offerroller, magtbalancer, hjertesmerte, naivitet, stolthed, hævn og fald. Det lyder på papiret som noget potentielt anstrengende, men det fungerer langt ud over al forventning. Måske ligger hemmeligheden bag disse virkelig velkomponerede lyriske fortællinger i, at de klarer at være tilpas personlige uden at blive private og pinlige. Der er intet påtaget over denne selvsikre, velfunderede fortællerstemme, men trods al den nøgne intimitet og umiddelbarhed der, ganske naturligt for genren, gennemsyrer de enkle arrangementer, fornemmes hele tiden en distancerende, hemmelighedsfuld snert af mystik.
Denne sære dobbelthed er symptomatisk for hele Marlings fremtræden. »I will not be a victim of romance / I will not be a victim of circumstance / Chance or circumstance or romance or any man,« synger hun på et af de bedste numre, “I Was an Eagle”. Nok forbander hun sin egen såvel som andre unge pigers naivitet i samme åndedrag, men hendes stemme er stærkere og mere indsigtsfuld end de fleste. Som en ørn, der overlegent jager sit offer, lader hun grundlæggende til at være i kontrol: »You were a dove and I rose above you and preyed.«
Understøttet af et særdeles insisterende guitarspil er man ikke i tvivl om, at der bag det pæne blonde, 23-årige (dette er hendes fjerde album!) udseende gemmer sig lige dele råstyrke og følsomt tungsind. Sidstnævnte er tydeligst på ”The Devil’s Resting Place”, der markerer slutningen på albummets første halvdel og er det nummer, der skiller sig mest markant ud i kraft af sit, ja, diabolsk dragende mørke.
Marlings organiske lyd bekender sig til en stolt folk-tradition, tænk tidlig Bob Dylan, Joni Mitchell, Johnny Cash, Emmylou Harris og i nyere tid Tori Amos, Devendra Banhart og Cat Power, mens tekstuniverset gør det nærliggende at sende en tanke mod PJ Harvey. Det lægges der ikke skjul på. Der er for eksempel en direkte hilsen til Dylan på ”Master Hunter”, som låner et par linjer fra omkvædet til ”It Ain’t Me” og straks efter vedkender sig sin egen dygtighed: »I am a master hunter.« Trods sin unge alder formår Laura Marling at bruge arven fra disse tunge musikalske grundpiller til at fremføre sin egen musik med en sådan tyngde og personlighed, at hun ikke på noget tidspunkt ligner en bleg kopi, der prøver at malke en gammel guldko til det yderste.
Det er ganske enkelt vanvittigt blæret og imponerende. Når den sidste tone af ”Saved These Words” har rusket godt og grundigt i sin tilhører (»You weren’t my curse / But thank you, naivity / For failing me again / He was my next verse«), kan der ikke være tvivl om Laura Marlings store talent. Tilbage er kun at overgive sig helt og holdent og blive ved med at udforske hver en afkrog. Der er virkelig meget at dykke ned i på en af sommerens stærkeste udgivelser, som jeg ikke forestiller mig at blive mæt af lige foreløbig.
