Plader

Mother Lewinsky: s.t. EP

Skrevet af Peter Blæsild

Violinen indtager indiegenren på den københavnske gruppe Mother Lewinskys første ep. Den er på mange måder et unikt bekendtskab, og resultatet er lettilgængelig musik, der appellerer til det brede poppublikum, men som stadig udfordrer en mere krævende lytter.

Da jeg først fik stukket ep’en med Mother Lewinsky i hånden og efterfølgende opdagede, at en stor del af gruppens lydbillede består af violin, blev jeg hurtig skeptisk. I min verden hører violinen hjemme i enten blide klassiske lydbilleder eller sammen med balstyriske balkanbeats, og her var der så et band, der ville forene den med indiegenren. Men efter første gennemlytning af ep’en, der bærer samme navn som bandet, måtte jeg sande, at min skepsis var ubegrundet og malplaceret. Mother Lewinsky formår nemlig på beundringsværdig vis at forene to genrer, der i udtryk er lige så langt fra hinanden som dubstep og dansktop.

Trioen er et sammenrend af tre kompetente musikere, der har fundet fælles fodfæste i et spændende nyt projekt. De kommer fra tre forskellige bands, Mescalin, Baby, Surf in Stereo og Tako Lako, som spiller henholdsvis rock, jazz og netop balkan. De har hver især taget det bedste med fra deres verden, og resultatet er intet mindre end imponerende. Forsanger Mads Facchini-Madsen krænger sin voluminøse vokal ud, Michael Vitus er uhyre tight på slagtøjet, og Søren Stensby udfolder sine kvaliteter på violinen, som både dubbes og forvrænges undervejs. Man kan mærke, at de tre unge mænd er helt enige om, hvor bandet skal hen, og det afspejler sig i lydbilledet.

Bandet har allerede opnået en del omtale, da en mand ved navn Søren Lewinsky for et års tid siden lagde en video ud på Youtube. På videoen står en mand i hvid skjorte på et lyst parketgulv. Han er omringet af et strygerorkester, der spiller nummeret ”Some Kind of Fight” – en energisk omgang, hvor violiner og celloer får en del tæsk. Derudover har gruppen en del vellykkede koncerter bag sig; senest på Spot Festival, hvor de havde et stort orkester med, så grobunden for et gennembrud er allerede lagt.

Rytmegruppen består af trommer og violin, og hvor sidstnævnte instrument inden for rytmisk musik nok mest er kendt for at danne et diskret lydtapet til bløde popsange, som på eksempelvis Coldplays Viva la Vida, så river Mother Lewinsky hele tapetet ned og overmaler væggen med fede penselstrøg fra violinen. Og det fungerer! Måske netop fordi de spiller på alle strenge (undskyld klicheen) og giver violinen plads i produktionen.

Ep’en lægger ud med den iørefaldende ”Running Out the Door”, hvor samstemmende violiner indleder nummeret og på symbolsk vis indikerer, hvad man som lytter har i vente. Herefter kommer et skarpt violinriff, der suppleres af et up-tempo trommebeat, og herfra stikker produktionen af. Der er så mange lag i dette nummer, at jeg bliver helt forvirret over at tænke på, hvordan tre mennesker kan holde styr på noderne. Og det er gennemgående for denne udgivelse. Der er så mange elementer og skjulte lydbidder, der kun opleves ved flere gennemlytninger, og det i sig selv er et kvalitetsstempel.

Ep’ens fjerde nummer ”Sunrise” brændte sig fast i mine øregange med en ufattelig hast, og det har helt sikkert potentiale til at blive et regulært sommerhit, hvilket også afspejler sig i omkvædets sidste strofe: »There is summer in the air, I see it over there, sunrise, sunrise.« Verset er præget af en simpel nedgang fra violinen opbrudt af breaks mellem hvert toneskift. I baggrunden gemmer sig et kor og en koklokke, og pludselig forløses den brudte melodi i et energisk omkvæd med basgang og en akustisk guitar, der forsigtigt læner sig op af violinernes dominans. Jeg tolker guitarens tilstedeværelse som en slet skjult ironi fra bandets side, for normalt optræder netop dén instrumentale hakkeorden med omvendt fortegn.

Er det hele så rosenrødt og fantastisk, som ovenstående indikerer? I forhold til ep’ens fem numre er jeg meget begejstret, men man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, om man bliver træt af dominerende violiner på et helt album eller måske to. Men debut-ep’en fungerer upåklageligt, og indtil det modsatte er bevist, skal Moter Lewinsky helt sikkert have muligheden for at kaste den teori langt, langt væk.

Det her er et modigt projekt, som hurtigt kunne blive et flop, den genremæssige blanding taget i betragtning. Man fornemmer dog de tre medlemmers tro på egne evner hele vejen ud gennem lydanlægget, og det er smittende. Det her er i særdeleshed ny luft under indiegenrens vinger og noget, jeg ser frem til at opleve live på dette års Roskilde Festival.

★★★★★☆

Leave a Reply