Hvis du ligesom jeg får associationer til glimtrende diskokugler og letfordøjelige, dansable melodier, når du hører navnet Roxy Jules, kunne du ikke have taget meget mere fejl.
Til dagligt går Roxy Jules under navnet Julie Runa. I 2011 udgav hun sit første, selvbetitlede album, og nu har hun knoklet sig frem til udgivelse nummer to med den simple titel Roxy Jules II. Til sit andet album har Runa fået en hjælpende hånd af Manoj Ramdas, der også har haft en finger med i spillet hos blandt andre surftrioen The Good The Bad og som liveguitarist for både Sort Sol og Raveonettes for blot at nævne et lille udpluk.
Med det samme albummet sættes i gang, er de diskoglade fantasier glemt. En pibende lyd af feedback fra en distortet guitar rammer, og Manoj Ramdas’ tilstedeværelse manifesterer sig, da den surfinspirerede reverb får frit spil. Musikken er ængstelig ligesom lyrikken: »I woke up ’cause I was screaming« er første sætning, der falder på albummet. Lyrikken og musikken står i bidende kontrast til Runas naive lillepige-vokal, der leverer teksten med en skræmmende distance. Den porøse, kontrollerede vokal hverken forandres eller overrasker gennem albummets forløb, hvilket er med til at skabe en sammenhæng og et let genkendeligt univers. Samtidig opstår dog også en distance til lytteren, da man aldrig rigtig bliver revet med af lyrikken eller føler sig inviteret ind i Roxy Jules’ univers.
Kompleksiteten i musikken kan ligeledes få en til at føle, at man står uden indbydelse. Det er melodiøst, men ikke fængende, og der er stort set ingen omkvæd, men derimod messende gentagelser – som på “Blood Makes Noise”, hvor titlen bliver gentaget, til det kun bliver mindre tydeligt, hvad der menes. Det er ikke klassisk opbygget, hvilket ikke nødvendigvis gør musikken svær at lytte til, men den er svær at blive grebet af. Tekstsiden er som en bevidsthedsstrøm skrevet af en rastløs teenager. Det er usammenhængende, men alligevel er det let at forstå, hvor Roxy Jules vil hen. Hun lyder desperat og hjælpeløs.
Ligesom sangtitlerne “Blood Makes Noise” og “Trouble Always Makes Noise” er instrumentaliseringen besat af støj. Manoj Ramdas’ surfindflydelse er knap så tydelig igennem albummet som helhed, der bærer mere præg af støjrock og grunge. Der er dyb, slæbende, distortet guitar og hårdtslående trommer, som skaber en mur af lyd, der sammen med den skingre feedback skærer i ørerne.
På numre som “I Left You a Note” og “Apple Tree” er der dog skruet ned for tempoet og guitarforbruget, da de begge er klaverbårne, sørgelige bekendelsesballader. Der en god variation i albummets tempo, men stemningen forbliver det samme grungeængstelige tungsind: Hvad enten sangtitlerne er dedikeret til støjen eller omhandler uskyldsrene blomster, er den skrøbelige, frustrerede pige gennemgående.
Det er let for Roxy Jules at fange lytterens opmærksomhed med den tunge lyd og den kontrasterende lillepige-vokal. Det er dog svært at holde interessen, når vokalen, der går klart igennem og er en vigtig del af udtrykket, ikke formår at understrege pointerne og variere nok til at medrive. Kompleksiteten i musikken er spændende til en start, men forhindrer mig i at skabe et forhold til sangene og finde en genkendelighed i dem. Roxy Jules har evnerne, men mangler at kunne bygge bro mellem sit univers og lytterens forståelse.
