Lige-ud-ad-landevejen-punkrock skal man kigge langt efter på årets Roskilde-program. Dette var nok én af grundene til, at en imponerende pæn mængde mennesker havde draget mod Pavilion Junior onsdag aften, hvor de ellers på disse kanter ukendte punkrockere i Pää Kii skulle spille op til dans.
Bandet spiller en meget klassisk form for punkrock, tydeligt inspireret af 70’er-legender som Ramones, men samtidig også med referencer til skate/ska-punkbands som Rancid og Millencolin. Det var overraskende nok ikke noget problem, at alle Pää Kiis sange blev sunget på deres finske modersmål, hvilket måske også skyldtes det lidt mudrede vokalmiks, der prægede en stor del af koncerten. At bandet havde valgt at medbringe tre guitarister i bedste Bad Religion-stil, virkede en smule overflødigt, da musikken ikke ligefrem fremstod synderlig kompleks eller virkede til at rumme flere lag.
»Vi har ikke så mange sange, så vi kommer nok til at snakke en del for at fylde de 45 minutter ud,« lød det fra bandet efter første nummer, hvilket også var meget vel beskrivende for bandets attitude til koncerten. Mellem de korte og kontante punkudladninger blev der improviseret historier om forsvundne pas, råbt sære lyde og stillet spørgsmål om statsministre og præsidenter i Danmark og Finland på gebrokkent engelsk. Det var ganske underholdende til tider, men mod slutningen bare irriterende.
‘Hyggepunk’ var vel det ord, der flest gange dukkede op i tankerne under Pää Kiis koncert. Det var for de meste underholdende og til tider ganske velsvingende, men samtidig både uoriginalt og forglemmeligt. Bandet gjorde, hvad de kunne for at skabe en fest, og der blev da også både danset og moshet en del oppe foran, men mod slutningen fyldte ligegyldighederne for meget til ikke at blive irritationsfaktorer.
