Historien har vist, at der findes mange forskellige måder, hvorpå man kan opbygge hype op til en albumudgivelse. Nogle går den konforme PR-vej og kan nøjes med pressemateriale, reklamer og lidt rumsteren på sociale medier. Andre er mere nytænkende og udfordrer nettet som medie. Således har vi inden for de seneste år oplevet kunstnere, der har indført unikke albumkompositioner, crowdfunding på performance-plan, app-baserede spil-udgivelser og selvfølgelig alternative betalingsmetoder med det fælles formål at bryde barrierer inden for musik-markedsføring. Tidligere i år føjede den USA-baserede duo Darkside endnu et eksempel til rækken af mere kreative og (viste det sig) meget effektfulde PR-former. De havde luret, at hvis én ting er sikker, så er det, at et spektakulært remix sjældent går blogosfæren ubemærket forbi. En opdagelse, som medførte et helt remix-album af årets mest omtalte elektroniske act og en efterfølgende hype af usædvanlig kaliber.
Jorden var altså på alle måder gødet for, at Psychic – duoens egentlige udgivelse med release-date få måneder senere – ikke skulle ramme internetforretningernes virtueller hylder forgæves. Albummet har allerede fået stor opmærksomhed på de fleste netmedier, men allerede efter et par gennemlytninger bliver man i tvivl om, hvorvidt spektakulære PR-stunts alene er årsagen hertil. For med Psychic har de to musikere Nicolas Jaar og Dave Harrington nemlig begået et monster af en hybrid mellem minimalistisk disco-electronica og guitardreven spacerock, der allerede ved de første omdrejninger på pladespilleren bider sig fast for herefter kun at vokse sig større på lytteren, i takt med at farven på repeat-knappen lige så langsomt slides væk.
Albummets første nummer, ”Golden Arrow”, har – på trods af de svære vilkår, som en førstesingle på lige godt 11 minutter nu engang har – allerede fået adskillige netmedier til at gløde, og nummerets komposition taget i betragtning er det ikke svært at forstå. Hele fem minutter går der med udsvævende ambiente synthsamples, der langsomt væves sammen over afdæmpede kicks fra lydtroldmanden Jaars trommeskine, før det allersimpleste beat pludselig træder frem. Den energi, som den lange indledning havde lagt op til, udebliver fuldkomment, og i stedet indfinder en ny ro sig i samspillet mellem Harringtons stakkerede guitar-anslag og Jaars synth-kludetæppe. Nummeret er et maraton udi langsomme opbygninger, og som det kan udtrykkes med et godt ordsprog, så belønner tålmodighed sig. Lag på lag vokser produktionen sig større, og hvad der minutter tidligere var et minimalistisk miks mellem håndspillet guitar og banale drumpad-fiksfakserier, har nu udviklet sig til en kontrolleret eksplosion af falsetbårne korarrangementer, vidtfavnende synthflader og diskoinficerede basgange, hvis formål absolut ikke er at lade din fod stå stille.
”Golden Arrow” er et førsteklasses eksempel på, hvordan man ved at gå mod alle konventioner kan skabe et nummer, der besidder en lettilgængelighed som kun de færreste. Denne opskrift viser sig at være gennemgående for næsten samtlige numre på albummet, og ”Paper Trails” er endnu et eksempel herpå. Over fem minutter leverer Dave Harrington blues-inspirerede guitarlicks, mens Nicolas Jaar konstant eksperimenterer med nummerets dynamikker. Det underliggende beat får aldrig lov til at ligge stille særligt længe, og på trods af et minimalistisk lydbillede, som er The xx værdigt, finder det unge electronica-talent altid et spor, der kan ændres, hvorved stemningen bevæges i nye retninger. Og som en anden Jamie XX håndterer han beatkonstruktionerne med spartansk mådehold. »Where are you when I need you? / Where did you go? / How can I find you when I need to? / Where should I go?,« synger Jaar gennem et oktavdybt filter og trumfer således den gennemførte stemning af mystik, som dominerer samtlige takter i nummeret.
På Psychic er det særligt numrenes uortodokse konstruktioner, der gør indtryk. Tag eksempelvis ”The Only Shrine I’ve Seen”, der som en labyrint er bygget op omkring bratte opbrud i kompositionen, mærkelige omveje mellem nummerets delelementer samt lange og uforudsigelige jam-passager. En medvirkende årsag til, at dette såvel som adskillige af albummets resterende numre forekommer så vellykket, er, at de to musikere vil enormt meget med relativt minimalistiske virkemidler. Harmonien i hvert nummer opretholdes delvist på grund af et lydbilledet blottet for forstyrrende gimmicks, og dette forhold bevirker, at Darkside kan tillade sig at komme vidt omkring i deres kompositioner, uden at krumspringene nogensinde kommer til at virke hverken forcerede eller overproducerede.
Darkside har på mesterligste vis begået et album, der appellerer til hjerne såvel som krop. Det faktum, at albummet alene består af otte relativt lange numre, hvis overgange oftest camoufleres af sfæriske synth-arrangementer, bevirker, at hver enkelt komposition får lov til at udvikle sig i et passende tempo. Her er ingen AABA-strukturer, men alligevel besidder samtlige numre en lettilgængelighed, der gør, at de komplekse melodier sætter sig fast allerede efter første gennemlytning. At kompositionerne så endda opstår på baggrund af et svært originalt miks af gyngende discobeats og analoge spacerock-syreudladninger, er kun endnu en årsag til, at Psychic må betragtes som produktet af en af årets mest spændende musikalske kollaborationer.
