Crystal Stilts: Nature Noir

To fyre fra Florida flytter til Brooklyn og laver et hipt band. Det er indledningen til en milliard forskellige bands’ biografier, og i dette tilfælde ender eventyret i godt selskab på Sacred Bones, der har nogle af mine personlige favoritter som Moon Duo og Destruction Unit i stalden. Crystal Stilts har i øvrigt udgivet på Woodsist, som også har en del virkelige gode udgivelser bag sig, ikke mindst Kurt Vile og Ganglians.

Det er derfor med en vis forventning, at jeg første gang spiller Crystal Stilts derhjemme. Og derfor bliver jeg en smule skuffet. De første 10 minutter er en smule stenede, en art langsom postpunk druknet i ekko, reverb og surf-twang, der ikke rigtig sætter gang i noget. Der mangler lidt intensitet, for at det bliver hypnotisk, og lidt tempo, for at det bliver vildt. Efter de to ikke så vellykkede åbningsnumre kaster Crystal Stilts os ud på dansegulvet med “Future Folklore,” som er et af pladens højdepunkter: tidlig Joy Division med en tydelig snert af 60’er-nostalgi.

Både postpunk og 60’er-rock er de tematiske tråde gennem pladen. Nogle gange, f.eks. i “Darken the Door”, lyder det som en manio-depressiv Elvis. I “Electrons Rising” er der lidt mere smæk for skillingen på den garagerock-agtige måde med masser af ekko og en næsten surf-agtig guitar, der bliver tvunget frem af en rungende, gungrende rytmesektion. Mere af det, tak, for Crystal Stilts fungerer rigtigt godt, når de rocker ud. Mere end det stille materiale, som på en og samme tid er både overlæsset og kedeligt.

Derfor virker Nature Noir også meget ujævn. Det er et ret brat stemningsskift, vi skal komme os over i starten, og efter det kan Crystal Stilts ikke rigtig få sat gang i noget. Trods et par glimrende numre er stemningen brudt, humøret tabt på gulvet, og vi kommer ikke videre. Det er lidt, som om numrene bare er smidt på pladen i vilkårlig rækkefølge. Men vekselvirkningen mellem hurtigt og langsomt, støjende og stille, virker ikke, og det hele bliver til en sjasket affære, der bortset fra de tre ovennævnte numre ikke fanger opmærksomheden.

Der er også til tider næsten for meget ekko og reverb på – det føles i hvert fald konstant, og det skjuler musikken i stedet for at fremhæve detaljer. De mange effekter gør det i øvrigt også noget nært umuligt at høre teksterne.

Tilbage sidder jeg med en følelse af, at jeg burde kunne lide denne plade, men ud over et par enkelte undtagelser er det meste lidt kedeligt. 10 point for psykedelisk postpunk i al almindelighed, men Crystal Stilts er ikke min mærkelige kop te. Jeg er ikke i tvivl om, at Crystal Stilts nok skal finde et publikum, for deres lyd er på mange måder helt deres egen, og jeg vil da bestemt overveje at finde vej til deres næste optræden. Men jeg blev sgisme ret hurtigt træt af Nature Noir.