Plader

bEEdEEgEE: SUM/ONE

Gang Gang Dances Brian DeGraw inviterer til musikalsk legestue i sit soloprojekt. Man kommer vidt omkring, men synthpoppen udgør et indbydende fokuspunkt.

Når man lige ved første øjekast skal bedømme en plade som den her, bliver man mest af alt bare lidt træt indeni. Hvor blev tiden af, hvor man bare kunne navngive et band ved at tage sit eget navn og det uoriginale, men ganske rammende “Project” eller “Band” eller “Collective” efter? Eller opkalde det efter noget sejt som nordisk mytologi med referencer til flammer og øl og fart over feltet? Eller for den sags skyld bare et ord, som det er muligt at slå op i en ordbog? Hvorfor i alverden skal man partout tage et navn som bEEdEEgEE? Et navn, der er så fortænkt, at den første prøve for at kunne erklære sig som fan indebærer overhovedet at kunne udtale det.

Det dulmer heller ikke fordommene, at coveret også er en lidt ubestemmelig størrelse af blomster og udtværede farver, som udgør en form for maske eller hat med en fyr indeni. Paraderne er helt oppe, og man ruster sig selv på at skulle gennemgå en helvedes tur af udmagrende reallyde fra regnskoven, der først og fremmest skal skjule afgrundsdyb mangel på kreativitet.

Næste trin er selvfølgelig at gå på nettet fuld af selvretfærdig harme og begynde at researche. Her finder man så ud af mere om det her langhårede projekt. Og man bliver langsomt formildet. Okay, projektnavnet kommer fra en fyr, der gerne ville holde det simpelt og godt kunne lide konceptet og tanken om navne, der udvikler sig til noget andet og mere end et navn. Det giver vel meget god mening. Så finder man ud af, at den blomsterhatteklædte mand bag pladen hedder Brian DeGraw og også er hjernen i det fantastiske band Gang Gang Dance (GGD). Det hjælper yderligere til at afdæmpe mavegalden.

Derefter sætter man endelig musikken på, og lige i de første 30 sekunder går det hele efter bogen, og man får igen tyndt spyt i ganen. En britisk stemme snakker om at lade sine kropsdele være, hvad de er, og slippe sindet fri, og hvad åndefangeren og totemånderne ellers dikterer. Men så, når han endelig holder kaje og lader de susende synthflader, fløjtelydene og det ekkoende klaver tale, kan man alligevel ikke lade være med at blive trukket ind. I helt vanlig GGD stil – a la “Glass Jar” på det seneste forrygende album, Eye Contact – fyres der langsomt op for kedlerne, inden DeGraw, lige når nummeret lader til at krænge over i klimaks, i stedet lader en klaverskala lede ned i et underspillet beat, vokale samples, trommemaskiner og synth-arpeggioer, der viser, at det her ikke er GGD.

Selv om referencen ligger i baghovedet, bliver man dog hele tiden overrasket, når DeGraw understreger, at det alene er ham, der sidder bag rattet. Resultatet kan forekomme en anelse skizofrent. Ud over de mere tydelige GGD-referencer som i åbneren “Helium Anchor” er det nemlig en meget fragmenteret plade.

“Like Rain Man”, hvor GGD-kumpanen Lizzi Bougatsos ellers giver sit besyv med på vokal, er en ren tour de force ud i 80’ernes og 90’ernes synthunivers med små temaer, der skyder op her og der omkring Bougatsos’ improsang. “Empty Vases”, der starter med udsvævende skrøbelig sang om »a lock without key, and only water, as far as the eye can see,« bliver eftertrykkeligt trukket ned på jorden med et ligefremt beat, akustisk guitar og Douglas Armours herligt fimsede klagesang, som båder bærer tankerne hen på Baths og M83.

DeGraw har da også udtrykt, at hovedkonceptet med dette projekt netop var ikke at lade sig binde af en overordnet tema eller lyd og lade kreativiteten udfolde sig uhæmmet. Selv om det bliver en smule ustruktureret, keder man sig til gengæld ikke, og selv om SUM/ONE trækker mod både øst og vest, er der alligevel en forkærlighed for synthpop i centrum. Dystopisk pophouse i “Time of Waste”, drømmende flødepop i “Flowers” med et dovent beat og ekkoende Phil Collins-tammer, og instrumental indisk-inspireret legestue med lallende durmelodier og 80’er-poptrommer i slutningen “Quantum Poet Riddim”.

På trods af det noget genreskizofrene udtryk forstår man sådan set godt DeGraws trang til at bryde ud af de mere fastlåste neo-tribale rammer i GGD. Til tider er det upoleret, men for det meste oser det af charme, kreativitet, og gode melodier. Et soloprojekt, der helt sikkert er værd at følge, så længe DeGraw ikke gør alvor af tanken om at omdøbe det EE EE EE. Så kommer man da først for alvor til at lyde som en forkølet delfin, når man vil udtrykke sin begejstring.

★★★★½☆

Leave a Reply