Det var barske vilkår, der mødte amerikanske The Black Dhalia Murder, da de gæstede årets Roskilde Festival på en søndag, hvor publikum havde klaret en uges druk, fest og koncerter samt den uudholdelige og stærkt gennemborende sommersol, der for alvor gjorde festivalpladsen til et gloende hedt og udtørret opholdssted. Det forhindrede dog ikke metalkvintetten i at gøre, hvad de nu en gang gør bedst: Nemlig at servere det ene diabolske og hårdtslående riff efter det andet, i en aldeles godkendt magtdemonstration, som desværre aldrig overpræsterede.
For uanset hvor meget forsanger Trevor Strnad ellers prøvede på at skabe en sveddryppende og circlepitfyldt stemning i det kun halvfyldte telt, lykkedes det aldrig rigtig The Black Dahlia Murder at komme længere ud end til de første par rækker af dedikerede tilhængere, som i dagens anledning ellers kom i alle aldre. Der var både faren med sin høreværnsbærende, fireårige søn på skuldrende – begge med ophøjede djævlehorn – og kvinden på 50+ i lædertøjet, der bestemt ikke var blevet for gammel til at headbange med de unge drenge.
Numre som den Evil Dead-inspirerede “Raped in Hatred by Vines of Thorn” og andensingle fra gruppens seneste plade, Everblack, “Goat of Departure” manglede simpelthen den nødvendige pondus, der kunne have været med til at løfte The Black Dahlia Murders koncert over middel, og det var i sidste ende vel nok kun det tætteste, bandet kommer på et reelt hit, “What A Horrible Night To Have A Curse”, der for alvor cementerede bandets status som et af de mest underholdende metalnavne på årets festivalplakat.
For det overordnede lyspunkt, som berettigede, at man som festivalgæst efter en uges druk- og musikfest brugte sin solskinsfyldte søndag eftermiddag indenfor i selskab med The Black Dahlia Murder, var, at bandet først og fremmest bragte en enorm mængde spilleglæde og smittende energi, der stik modsat en anden metaloplevelse på festivalens sidste dag sidste år denne gang heldigvis var mere underholdende end udfordrende.
Jeg morede mig i hvert fald gevaldigt fra en sikker afstand fra de enorme circlepits, som i modsætning til den sporadiske crowdsurfing, hvis striden imod festivalens sikkerhedspolitik komisk nok blev meddelt bandet via en seddel fra en sikkerhedsvagt, opstod gentagne gange. Og helt objektivt set var der vel heller ingen reel sikkerhedsrisiko, da den brogede fanskare fik forbrændt den sidste alkohol med deres løben i ring under Avalons teltdug.
The Black Dahlia Murder leverede alt i alt en harmløs, hyggelig og helt igennem godkendt koncert – og omstændighederne taget i betragtning kunne man vel næppe have bedt om mere?
