Alkymist står solidt plantet som de absolutte veteraner på Roskilde Festivals opvarmningsprogram. Forsanger Peter Bjørneg spillede første gang på Roskilde Festival helt tilbage i 1993, bassisten Kaspar Luke spillede åbningskoncert på Orange Scene tilbage i 1997 med bandet Düreforsög, og guitaristen Stefan Krey har en fortid i Magnified Eye, som vi her på Undertoner anmeldte på Roskilde Festival helt tilbage i 2003, da siden stadig var en nystartet blog.
Derfor var mine forventninger høje, da jeg satte kurs mod Rising-tipien for at se det københavnske doomband folde sig ud. Opvarmningsprogrammet er fyldt med unge, håbefulde, søde og ydmyge kunstnere – men engang imellem er det rart at være i selskab med et lidt mere professionelt band, hvor der er tjek på det hele, og det havde Alkymist i høj grad. Der var ikke så meget pis med dem. Intet bagtæppe, ingen unødvendige gimmicks og stort set ingen publikumsinteraktion. De lod musikken tale for sig selv.
Ret tidligt stod det klart, at Alkymist slet ikke er nogen tam genrepastiche. De spiller deres helt eget tag på doom-metal, som er mere melodisk end mange andre forsøg ud i genren, jeg har hørt. Der var sågar plads til et par guitarsoloer spredt udover koncertens små 45 minutter. Og selvom der ikke var nogen synderlig kontakt til publikum, så var der rigeligt med nuancer i musikken til at fastholde koncentrationen.
Numre som “Paradise” og “Djinn” rummer i forvejen adskillige rytme- og temposkift undervejs, men blev live udvidet med herligt stenede midtersektioner, inden det genkendelige og tonstunge riff vendte tilbage. Og Peter Bjørnegs vokal spænder over et fascinerende spektrum fra ildevarslende hvisken til forpint råben.
Det blev dog også tydeligt, at Alkymist ikke er for alle. Undervejs i koncerten sev flere og flere væk fra scenen, indtil der til sidst var tyndet godt ud. Det var ikke nødvendigvis bandets skyld som sådan. Men den manglende kontakt til publikum og den – ved første lyt – relativt montone stil er ikke opskriften på en koncert, der lokker mange nye fans til. Samtidig stod bandets dystre og tunge lydunivers stod i skarp kontrast til solen, der ironisk nok tittede frem igen akkurat som metalbandet gik på. Bandets musik står også i kontrast til den feststemning, der præger Roskildes opvarmningsdage. I hvert fald stak de to enhjørninge og glimmerhesten i forreste række ud fra mængden, som de stod der og headbangede.
Fem numre blev det til fra Alkymist, før de igen luskede af scenen. Det var hårdt, tungt og enormt velspillet – men også forventeligt og uden nogen overraskelser. Dermed blev det formentlig mest en koncert for de allerede indviede fans, der kom og fik det, som de havde regnet med. Men det er der heller ingen skam i, når det man leverer, er så solidt som Alkymists mørke doom.
