Plader

White Lung: Deep Fantasy

White Lungs tredje album er hårdtslående punk for alle pengene. Intet nyskabende er under solen – men det ændrer ikke på, at White Lung rykker, og at forsanger Mish Way har en virkelig lækker attitude.

White Lungs tredje studiealbum er så afgjort en både medrivende og ørehængende lille plade fra et band, der i bund og grund ikke længere kan bryste sig af at være specielt undergrund, selvom de sikkert gerne ville. Måske fordi bandet anslår de helt rette tangenter, hvis man som denne anmelder er til beskidt, støjfyldt punk med slæt skjulte referencer til slut-1970’ernes og 1980’ernes newyorker-scene. Forsangerinden Mish Way er en moderne Debbie Harry på speed, noget så heftigt fræk, og hun er hardcore, så det driver af hende. Det samme kan siges om albummets 10 skæringer, der alle er hurtigt fængende, voldsomme små punkperler. Den dybe tallerken genopfindes ikke, og egentlig dybde er der ikke meget af, men yeah, hvor det rykker.

Albummet indledes af et af dets stærkeste numre, nemlig den hårdtslående, dystopisk klingende førstesingle ”Drown With the Monster”, der drives frem af Ways skærende, dumpe vokal, som snarere end synges vrænges ud mellem hendes knaldrøde læber. Denne anmelder stod allerede ved første gennemlytning af nummeret og headbangede helt alene i sin lejlighed, og det må være en form for kvalitetsmærke, i hvert fald hvad angår intensitet. Ways intensitet smitter, og den gør det hurtigt. Hun er en giftslange, der hugger fra sig, og man står nærmest og hygger sig med at blive bidt.

Spørgsmålet er, om nummeret bliver ved med at rykke, når man har hørt det 10-20 gange, eller om man så begynder at blive træt af det. Samme potentielle problematik gør sig gældende for resten af pladen. Den sparker megameget røv i starten, men spørgsmålet er, hvor lang levetid den vil vise sig at få. Den er ikke voldsomt raffineret, men well, det er punk, og det er gennemført. ”Down It Goes” og ”Snake Jaw” er ligefremme og heftige og egner sig som opvarmning til en voldsom nat ude.

Albummets fjerde track, tredjesinglen ”Face Down”, er dets stærkeste led. Det er det langsommeste nummer og desuden dét, der har størst hitpotentiale i mainstreamøjemed. Det er velfunderet poppunk, når det er bedst. Men det er de mere hårdkogte numre, der for mig at se definerer White Lung som band repræsenteret på Deep Fantasy, som eksempelvis den korte energiudladning ”I Believe You” og den vredladne, skingre ”Just for You”. Jeg får sådan en lyst til at danse pogo. Jeg får lyst til at smadre et eller andet; helst et dyrt musikinstrument. ”Just for You” fader ud med det lækreste guitarriff, og jeg bliver lidt forelsket i Mish Way – og i guitarist Kenneth William, bandets eneste mandlige medlem, som ved gud er i godt selskab. Albummet afsluttes stærkt med nummeret ”In Your Home”, som er et af de steder på pladen, hvor en klædelig følsomhed viser sig midt i al in-your-face-vreden.

White Lung, og i særdeleshed Mish Way, leder tankerne tilbage til grunge- og punkinspirerede bands fra (start)-1990’erne som Hole, L7 og Bikini Kill. Dog er Ways vokal ikke så stærk som eksempelvis Courtney Loves. Spændvidden i hendes stemme er ikke særlig bred, og den forekommer en anelse monoton, hvis man hører Deep Fantasy ud i én køre. Det er ikke skønsang, vi får serveret. Albummets største kvalitet er Williams’ ferme guitarspil og så den førnævnte energi.

Deep Fantasy er ikke et album, man skal gå ud og investere i, hvis man ønsker sig musikalsk raketvidenskab. Men hvis man har lyst til at føle sig vild, hæmningsløs og ung uanset alder, så skal man købe det og dyrke det i en periode, indtil man bliver træt af det, og sangene begynder at gå én på nerverne. For det punkt vil man nå til. Det er ikke et album, der på nogen måde er banebrydende eller vil eksistere i folks bevidsthed om 10 år. Men det er et album, man med fordel kan tage med sig til nogle af sommerens fester og smække på, når folk har fået tilstrækkeligt indenbords til at kunne smide hæmningerne og gå amok til det. Jeg kan godt lide det; det kan jeg. Der er noget vildt oprigtigt ved det. Men man skal lade være med at tænke på, om man har hørt noget lignende før. For det har man. Der er intet unikt ved det her. Men det rykker.

★★★★☆☆

Leave a Reply