Et spoken word-album er altid en lidt underlig størrelse at lægge ører til. Det kræver rum, tid og fordybelse. Det kræver, at ordene får lov at synke ind og falde på plads i de rammer, som lytteren selv er med til (også) at skabe. Hos undertegnede var den bedste form et par hovedtelefoner, et par lukkede øjne og et sæt åbne ører – og med det som fundament, blev jeg taget på en rejse af ord og smukke klange, der omkransede disse.
Efterladt er en posthum udgivelse, der bygger på nogle af de sidste oplæsninger, den dansk/polske forfatter Janina Katz indlæste kort før sin død den 18. oktober 2013. Projektet udsprang af en fælles ide mellem Katz og Søren E. Jensen (journalist og forfatter). Det endelige værk udkom i begyndelsen af året – og den musikalske iscenesættelse af Janina Katz’ ord er Martin Halls værk. De musikalske vignetter, der omgiver oplæsningen, er indspillet af musikere som pianisten Othon Mataragas, den unge danske musiker Linus Carlsen og billedkunstneren Christian Skeel. Alle tre medvirkede også på Martin Halls seneste, og meget fine, Phasewide, Exit Signs fra 2013.
For at forstå smerten og intensiteten af Janina Katz’ ord kommer man ikke udenom hendes baggrund, der naturligvis, er en del af hendes forfatterskab og de ord, der kendetegner dette. Katz blev født i 1939 af polsk-jødiske forældre i Krakow, og som tre-årig blev hun smuglet ud af koncentrationslejren Plaszow – på daværende tidspunkt havde hun mistet næsten hele sin familie til nazismen. I 1969 kom hun via et ophold i Tyskland til Danmark, hvor hun efter sin debut som 52-årig opbyggede et solidt forfatterskab, der som oftest tog udgangspunkt i hendes opvækst, baggrund og de smertefulde oplevelser fra 2. verdenskrig.
Efterladt består af 20 numre – fra I. til XX. Og det er rasende svært – ja, det ville nærmest være direkte forkert – at tage et tal ud af mængden og fremhæve dette. De 20 numre hænger sammen, og poesien får, ved hjælp af Martin Halls arrangementer, spundet en rød tråd gennem albummet, der hænger sammen på samme vis, som når man tager en digtsamling ud af reolen og læser. Eneste forskel er, at her leveres ordene med et musikalsk bagtæppe, som man som læser ikke selv skal skabe. Tonerne er til tider vanvittigt smukke og til andre nærmende sig det dystre – men fælles for dem alle er, at de klæder Katz’ stemme og ord. Det æstetiske og fortabelsen går som oftest hånd i hånd – det være sig i livet som i kunsten – og det rammer Hall og Katz i deres posthume forening på smukkeste facon. Der er et element af undergang svævende henover ordene og tonerne, men i sandhed også elementer af håb, forfængelighed og forgængelighed.
Ordene, og Janina Katz stemme, er i sig selv bevingede og bevægende. Det er ualmindeligt svært at se bort fra, at når der lyttes til Efterladt nu, så er det med den viden, at Katz ikke længere er i denne verden, fysisk. Bøgerne er der stadig – ordene og stemmen, den stemme, er nu også bevaret til eftertiden via denne udgivelse. Jeg var kun bevidst om navnet Janina Katz, men efter at have haft hendes stemme i kroppen via Efterladt, så vil jeg have svært ved at finde på undskyldninger for ikke at dykke ned i forfatterskabet – også.





